forsøgsdyrenes værn

Vaccinetestning

Mange vacciner testes i yderst lidelsesvoldende dyreforsøg. Arbejdet med at finde alternative testmetoder bør derfor have højeste prioritet. Blodserumtestning af kighostevaccine er et alternativ til testning i hjernen på levende dyr.

af U. Hansson

Vacciner er biologiske produkter som kan variere alt efter fremstillingsstedet. For at kontrollere, at vaccinerne er dels uskadelige dels effektive testes de bl.a. med brug af forsøgsdyr. Testene er forskellige for forskellige vacciner og de kan være mere eller mindre lidelsesfulde for de dyr, som man anvender i testen. For at kontrollere kighostevaccinens effektivitet foretages en styrketest kaldet potency-test. Den udføres i et meget lidelsesvoldende dyreforsøg: den såkaldte challenge-metode.

Metoden benævnes til tider også Kendrick-testen efter den forsker som opfandt den. I denne artikel omtaler vil et alternativ til denne frygtelige test med dødelig udgang. Til metoden anvendes blodserum og der anvendes fortsat dyr, men de udsættes ikke for de frygtelige lidelser som ved den oprindelige metode.

Kritik af challenge-metoden
Styrkeafprøvning af kighostevaccine med challenge-metoden er blevet kritiseret både ud fra en videnskabelig og en dyreværnsmæssig synsvinkel. Ud fra et videnskabeligt synspunkt anses testen for upræcis, idet forskellige laboratorier kan få forskellige resultater ved testning af samme parti vaccine. Man har også fundet ud af, at det kun er én type af kighostebakterierne som testes i dyremodellen, hvorimod der ikke testes for to andre typer, som også kan være dødbringende for børn.

Ud fra en dyreværnsmæssig synsvinkel kritiseres testen for at være ualmindelig lidelsesvoldende. Hér tænkes der ikke blot på selve indsprøjtningen af smitte-emnet i hjernen på dyrene, som på visse laboratorier sker uden bedøvelse, men også på de dyr der dør en smertefuld død af kighoste.

mus pertussis Stage1_NCA, redigeretmus pertussis Stage2_NCA,redigeretmus pertussis Stage3_NCA,redigeretmus pertussis Stage4_NCA,redigeret
Billederne viser det yderst lidelsesvoldende sygdomsforløb hos en mus, der er blevet inficeret med kighoste.

Metoder som kan mindske dyrenes lidelser
Der findes flere metoder, som dels kan mindske dyrenes lidelser, dels mindske antallet af anvendte dyr. Som eksempel kan nævnes, at der kan ske en reduktion af de dyregrupper, som anvendes i bestemmelsen af challenge-toxinet i forhold til LD50-dosis (den dosis hvorved 50% af dyrene dør). Også antallet i den gruppe af dyr, som får kighostebakterierne indsprøjtet i “ren” form, hvilket jo medfører døden for samtlige dyr i gruppen, kunne reduceres.

I et forsøg på at mindske dyrenes lidelser har man prøvet at indgive smitten via næsen eller gennem indsprøjtning i bughulen, men det har ikke mindsket belastningen i nævneværdig grad. En måde hvorpå man kan afkorte dyrenes lidelser er ved at indføre humane end-points, hvilket vil sige, at man for at skåne dyret for den sidste tids store smerter, afliver dem inden de selv dør. Normalt vil man lade dyret dø og så efterfølgende tælle ligene. Men på et tidspunkt er dyrene så syge, at man véd hvad det vil ende med, og det er derfor ikke nødvendigt at vente på, at dyret dør af sig selv. Det allerbedste er dog at anvende den metode, som er mindst lidelsesvoldende for dyrene – nemlig testning på blodserum.

Alternativet: styrkeafprøvning med brug af blodserum
Til denne test anvendes der også dyr, men de udsættes for væsentlig mindre lidelse end ved challenge-metoden. Testen benævnes Pertussis Serological Potency Test, PSPT, og den udføres med en metode som benævnes 18323-WCE.

Musene i denne test vejer 20-24 gram; de er altså ældre end de dyr der anvendes i challenge testen. Dyrene opdeles i grupper og immuniseres i bugen med vaccinen i varierende doser. 28 dage efter immuniseringen aflives musene og man opsamler blodet fra dem for at anvende blodserummet i testen. I de 28 dage er dyrene så vidt vides ikke umiddelbart påvirkede af vaccinen, de påføres ikke selve sygdommen og oplever altså ikke den smerte og lidelse som ved challenge-metoden.

At man vælger dyr der er ældre og lader dem gå i 28 dage efter immuniseringen skyldes, at dyrene i denne alder har et mere udviklet immunforsvar, som igen giver flere antistoffer. Resten af testen udføres in vitro (altså uden brug af levende dyr), og den leder, lige som den lidelsesvoldende challenge-metode, frem til en værdi der viser vaccinens styrke.

Ordforklaringer

Antistoffer. Antistoffer indgår i såvel menneskers som dyrs immunforsvar for at uskadeliggøre fremmede emner (antigener). Antistofferne findes i blodserum og kan bestemmes ved ELISA (se senere).

Blodserum. Dét som bliver tilbage når man har fjernet blodlegemer og fibrinogener (blodkoagulerende emner).

Bordetella pertussis. Bordetella efter bakteriens opfinder, belgieren Jules Bordet.

ELISA. En forkortelse for “enzyme-linked immuno-sorbent assay”. En metode til at bestemme lave værdier af visse proteiner, f.eks. antistoffer. Der findes forskellige ELISA’er alt efter hvad det er man skal spore.

Kendrick-testen. Styrketest for kighostevaccine hvor man anvender challenge-metoden. Opkaldt efter den amerikanske forsker Pearl Kendrick, som udviklede testmetoden.

LD50-test. (udtales LDhalvtredstest). En forkortelse af “Lethal Dosis 50%”. En giftighedstest hvor grupper af dyrearter (f.eks. mus, rotter, hunde) gives en så stor dosis af den substans, som skal testes, at halvdelen af dyrene dør. De dyr der indgives doser som gør, at forgiftningsdøden trækker ud, gennemgår ubeskrivelige lidelser. Dét at dø af forgiftning anses som den mest smertevoldende måde at dø på. I OECD’s videnskabelige komite har man nu besluttet at fjerne testmetoden fra “OECD Guidelines for Testing of Chemicals” og erstatte den med metoder, der skulle give mindre lidelse og anvende færre dyr.

Serologi eller serumdiagnostik. At stille diagnose på en sygdom, som skyldes en bakterie eller virus. Det sker ved at undersøge blodserum eller blodplasma.

Fakta

Vaccinering
For at forstå hvorledes vaccinering virker, må man vide lidt om menneskers og dyrs immunforsvar. Når sygdomsfremkaldende bakterier eller en virus (altså antigener) kommer ind i kroppen, begynder immunforsvaret at arbejde. En vigtig del af dette arbejde er dannelsen af antistoffer, som søger mod og hjælper med til at uskadeliggøre de fremmede emner.

Det tager lidt tid inden antistofferne mod et bestemt antigen er dannet. Men når det er sket og de har bekæmpet de indtrængende bakterier eller vira, så ligger antistofferne og “hviler” i kroppen indtil en eventuel næste gang, hvor samme bakterie eller virus angriber. Da de allerede er dannet, aktiveres de hurtigt. Hvis det er en meget kraftig sygdomsfremkaldende bakterie eller virus som angriber kroppen, kan antistofferne ikke nå at dannes i tilstrækkelige mængder til at slå den sygdom, som er følgen af bakterie- eller virusangrebet, ned. For både mennesker og dyr betyder det, at de får en sygdom med dødelig udgang. Eksempler på sådanne sygdomme er kopper eller difteri.

En udvej er, at man indsprøjter så små og svage doser af smitstoffet/antigenet, at man ikke bliver syg. Men alligevel registrerer kroppen angrebet og danner antistoffer som så ligger hvilende i kroppen, og som kan træde i funktion, hvis man ad naturlig vej skulle få sygdommen. Det er dét, der sker ved vaccinering: man immuniseres mod antigenet/ smitstoffet.

Vacciner
Vacciner er smitstoffer, sygdomsfremkaldende bakterier eller vira, i “fortyndet” form. Smitstoffet, som senere bliver til vaccinen, dyrkedes oprindeligt i dyr. Der var tale om meget smertevoldende forsøg, men nu bliver de fleste vacciner produceret in vitro, dvs. med metoder uden brug af levende dyr – ofte ved cellekulturer. Når det drejer sig om kighoste er smitstoffet dræbte bakterier af Bordetella Pertussis (kighostebakterie-“familien”).

Vaccinetestning
Inden en vaccine frigives til salg foretager producenten en række tests for at kontrollere vaccinen. De kan variere alt efter hvilken vaccine det drejer sig om. Der bruges et stort antal dyr i vaccinetests, og en række af disse tests er meget lidelsesvoldende. Det gælder bl.a. styrketestning af kighostevaccine med brug af challenge-metoden.
Udover de tests som udføres på allerede eksisterende vacciner, udføres der også mange tests på dyr i forbindelse med forskning og udvikling af nye vacciner.

Challenge-metoden
Styrketesten er én af mange afprøvninger som anvendes i kvalitetskontrollen af vacciner. Den udføres for at kontrollere vaccinens effektivitet. Der anvendes mus under fem uger gamle, alle af samme køn eller med en ligelig kønsfordeling i grupperne. De inddeles i seks grupper med mindst 16 dyr i hver og i fire grupper med 10 dyr i hver. For at finde frem til den rette koncentration af challenge-dosis begynder man med at indsprøjte en så stærk koncentration af en stamme af kighoste-bakterier i hjernen på musene, at man formoder, at alle dyrene dør inden 14 dage. Hvis mere end 20% af musene dør inden for 48 timer er den valgte stamme kighostebakterier ikke anvendelig og sorteres fra.
Den stamme af kighostebakterier, som man finder anvendelig, indsprøjtes nu i hjernen på en gruppe mus, med 10 i hver.

Efter 14 dage tælles antallet af døde dyr. Udfra resultaterne regner man sig frem til den dosis, som modsvarer 100 gange LD50-dosis (Lethal dosis = dødelig dosis). Man er nu gennem forskellige dødstests kommet frem til den dosis, som kan anvendes i challenge-metoden for at teste styrken af vaccinen. Af denne dosis laves der tre forskellige opløsninger. Der laves også tre forskellige opløsninger af vaccinen. Opløsninger skal fremstilles således, at man må formode, at de beskytter ca. halvdelen af musene mod den førnævnte challenge-dosis. Som en reference laves der desuden yderligere en opløsning fra et parti vacciner, hvis grad af effektivitet man allerede har bestemt ved et tidligere forsøg.

De forskellige opløsninger sprøjtes nu ind i mus, som ikke må være mere en fem uger (de vejer ca. 10-14 g). De fordeles i grupper på seks til otte. Fire til seks grupper af ikke mindre end 16 dyr af samnme køn immuniseres ved en indsprøjtning i bugen med kighoste-vaccinen.Yderligere nogle grupper af mus vaccineres ikke og det er denne gruppe, der ender med at blive udsat for de største lidelser.

To uger efter immuniseringen “udfordres” (på engelsk: to challenge) musenes organismer ved at kighostebakterier indsprøjtes i hjernen. Dyrene observeres i 14 dage.
Ubeskyttede dyr (som kun har modtaget en meget svag dosis af vaccinen eller slet ingen og som derfor ikke er beskyttet mod sygdomsbakterierne) udvikler en dødelig infektion og dør – som regel indenfor fire til otte dage efter “udfordringen” med kighostebakterierne. Ved at optælle antallet af levende mus i de forskellige grupper kan man beregne vaccinens styrke – dvs. hvor effektiv den er jævnfør føromtalte reference-opløsning.

Hos CCAC, Canadian Council on Animal Care, bliver denne type af forsøg kategoriseret allerhøjest (kategori fire) på en skala over de grader af lidelse dyr, som dyr kan blive udsat for. I England rubriceres de lidelser mus udsættes for i vaccinetestning også som værende højeste belastning.

[socialring]