Totalforbud mod dyretestet kosmetik

Vores kampagne “Kosmetik” var med til at overbevise de ansvarlige, om at nu må den form for testning med brug af dyr stoppe! På vor Facebook-side Dyrefri Kosmetik opfordrede vi bl.a. til at give en underskrift og kun købe kosmetik, der ikke er testet på dyr. Det lykkedes!

Opdatering 11.marts 2013:

Så skete det endelig

Forbudet mod salg af dyretestede produkter trådte endelig i kraft d. 11.marts 2013, og flere års hårdt arbejde fra Forsøgsdyrenes Værns og vore internationale samarbejdspartneres side har båret frugt. Det er en stor sejr!

Kosmetik kan ikke længere sælges i EU, hvis der er udført dyreforsøg i forbindelse med varens fremstilling efter den dato forbudet er trådt i kraft. Salgsforbudet gælder fremadrettet og betyder altså, at de produkter, som endnu findes på butikkernes hylder og lagre, fortsat må sælges, selvom de er testet på dyr, idet de er fremstillet på et tidspunkt, hvor dyreforsøg i forbindelse med kosmetikfremstilling endnu var tilladt.

Det er imidlertid vigtigt at notere sig, at en lang række af de stoffer, som indgår i kosmetik- og hygiejneprodukter, også anvendes i en række andre produkter som rengøringsmidler, neglelak, solbeskyttelsesprodukter m.v., og at disse stoffer fortsat skal testes i henhold til EU’s kemikalielovgivning, REACH. Nogle af stofferne indgår også i bl.a. lægemidler, og også hér er der fortsat krav om dyreforsøg.

Amerikanske dyreværnsforeninger er meget misundelige på de europæiske dyreværnsforeningers sejr på kosmetikområdet, men det har så sandelig taget ufatteligt mange år og en meget stor indsats at få forbudet indført.

Længe inden forbudet trådte i kraft har den kosmetiske industri – både inden- og udenfor EU – været nødt til at begynde at ’tænke ud af boksen’. Industrien har måttet investere tid og penge på at udvikle nye metoder uden brug af dyr. Det er et klart bevis på, at lovgivningsmæssige tiltag kan sætte skub i forskning i dyrefri metoder. Et forhold, der også ville gøre sig gældende på en række andre områder (f.eks. inden for kemi- og medicinalindustrien) hvis politikerne turde nytænke.

Forbudet trådte i kraft i Danmark den 1. januar 2013, da det endelige forbud var en del af den reviderede Lov om Dyreforsøg – nemlig en ændring af lovens § 1, stk. 3, som blev til § 1, stk. 4 i den reviderede lov. På EU-plan trådte forbudet i kraft den 11. marts 2013.

Hvilke produkter er nu omfattet af forbudet?
Make-up
Sæbe
hudplejeprodukter
Tandpasta
Solfiltre
Neglelak
Barbercreme
Antirynkecreme
Mundskyllevæske
Sæbe, shampoo samt hud-, hår-, og tandplejeprodukter til baby
Intimhygiejne-produkter
Massageolier
Parfume
Hårfarver
Hårplejemidler

Hvilke produkter er IKKE omfattet af forbudet?
Vaskemidler
Opvaskemidler
Rengøringsmidler
Desinfektionsmidler
Produkter til dyr
Hånd-desinficeringsmidler

Forbud var allerede vedtaget – nu forhales detOprindelig kampagne, startet 24. april 2012:

forsøgsdyrenes værn kosmetik
De europæiske myndigheder anbefaler nu i en rapport, at forbuddet mod at markedsføre dyretestede kosmetiske produkter i EU skal udskydes i op til 10 år. Hvis det bliver en realitet, vil tusindvis af kaniner, marsvin, mus og rotter verden over i endnu 10 år blive udsat for store lidelser. Altsammen for at teste kosmetiske produkter – som så sælges i EU.

Den 11. marts 2009 blev det forbudt at teste kosmetiske produkter på dyr inden for EU’s grænser. Ved samme lejlighed indførte EU et såkaldt markedsføringsforbud. Markedsføringsforbuddet skal sikre at heller ikke kosmetiske produkter testet på dyr andre steder i verden må sælges i EU. Tre typer af dyretests er indtil marts 2013 undtaget fra markedsføringsforbuddet. De kan derfor udføres uden for EU’s grænser, for at teste kosmetiske produkter der sælges i EU. Formålet med undtagelsen er at vinde tid til at udvikle og godkende (validere) dyrefri testmetoder. Flere nye dyrefri testmetoder er på vej til at blive godkendt.

Kræfter i kosmetikindustrien forhaler forbuddet sammen med EU
EU-embedsmænd og kræfter i kosmetikindustrien arbejder for at udskyde marts 2013-fristen så længe som muligt. Hvis det bliver en realitet, vil tusindvis af kaniner, marsvin, mus og rotter verden over i endnu 10 år blive udsat for store lidelser. Altsammen for at teste kosmetiske produkter – som så sælges i EU.

Forsøgsdyrenes Værn mener

  • at EU-rapportens konklusioner er overdrevent forsigtige
  • at der allerede eksisterer testmetoder, der kan erstatte dyretests
  • at en udskydelse etisk set er helt uacceptabel. Og det samme mener et flertal af EU’s borgere

Uden den drivkraft, som en 2013-deadline giver, vil virksomheder og myndigheder være længere om at udvikle og godkende dyrefri metoder. Det kan komme til at betyde, at produkter på europæiske supermarkedshylder forsat vil være testede på dyr.

Hvad kan du gøre?

■ Skriv på navnindsamling  (OBS, ikke længere aktuelt!)

■ Indsaml underskrifter.

■ Undvig dyretestet kosmetik. Køb kun kosmetik, der ikke er testet på dyr.

Har du en kort besked, kan du skrive til os hér. Du kan alternativt lægge en besked hos det firma der passer telefon for os — nummeret er

 88 24 59 54

Vil du sikre dyrefri forskning i fremtiden?

Af etiske grunde er det vigtigt at støtte dyrefri forskning. Ikke blot fordi dyrene skånes for lidelser, men fordi forskningsresultaterne er menneske-relevante og ikke forstyrres af, at være udført i en helt anden organisme.
Forsøgsdyrenes Værn finansierer forskning, der kan erstatte dyreforsøg og vi har en seriøs, proaktiv tilgang til udfasning af forsøgsdyr i medicinsk forskning – helt i tråd
med EU-direktivet på området.
Forsøgsdyrenes Værn mener, at en fuldstændig erstatning af dyreforsøg med andre metoder på sigt vil føre til teknologisk innovation, fremme lægevidenskaben og levere pålidelige data, der er relevante for mennesker.
Hjælp forsøgsdyrene – giv din støtte på: 1551-4 69 82 82 eller
MobilePay 55 88 70
Mærk dit bidrag Dyrefri Forskning.
Gaver er fradragsberettigede efter SKAT’s regler, men husk i så fald at oplyse cpr.nr. hér.
Læs om nogle af de projekter Forsøgsdyrenes Værn har støttet her…

Hajer og Covid-19

En halv million hajer risikerer at blive dræbt ved fremstilling af Covid-19-vaccine.

Databaseanalyser er bedre end dyreforsøg.

_________________________

_________________________

Brugte frimærker modtages med tak

_________________________

_________________________