Industri truer dyreliv
Vaccineproduktion kræver testning af vaccinens renhed. Dertil har man i mange år benyttet en test, som benævnes LAL. Den baserer sig på blod fra dolkhalen, som indfanges, spændes fast, får en nål ført ind ved hjertet, hvorfra der tappes ca. 30 % af dyrets blod. Dét på trods af, at der findes dyrefri metoder.
Kapløbet for at udvikle en vaccine mod Covid-19-pandemien har gjort dolkhalens blod uhyre efterspurgt. Udover det enorme antal af andre dyr, der har måttet lægge krop til udvikling og testning af vaccine-kandidater, så har dolkhalen også måttet bøde for den store efterspørgsel.
Dolkhalens blå blod
Dolkhalerne indsamles når de i parringssæsonen går på lavt vand, og mennesker udnytter dyrenes instinkt til at indsamle store mængder af dem. Dem sælger de til biomedicinske foretagender, som tapper dem for en vis mængde blod. Godt en liter blod kan indbringe 10.000 − 15.000 $, så det er en yderst lukrativ industri. Dyrene betaler en anden form for pris.
Dolkhaler bruger hæmocyanin til at transportere ilt i blodet. På grund af kobberet, der findes i hæmocyanin, er deres blod blåt. Blodet indeholder også amebocytter, som spiller den samme rolle, som hvide blodlegemer gør i mennesket – nemlig til at forsvare kroppen mod infektioner fra virus, parasitter, svampe og bakterier. Amebocytterne i blodet bruges til at fremstille test-præparatet Limulus amebocytlysat (LAL).
Hvert år tapper den biomedicinske industri omkring 600.000 dolkhaler for at udvinde LAL.
Der findes en dyrefri test
En dyrefri testmetode benævnt rFC er godkendt af farmakopéerne* i Europa, Kina og Japan. Men besynderligt nok tøver USA med godkendelsen, og trods pres for at få at vide hvorfor, så er der ikke fremlagt konkrete svar. indtil da vil farmaceutiske virksomheder – som f.eks. Pfizer og Moderna – være tilbageholdende med at tage den dyrefri metode i brug. Covid-19- vaccinen har altså medført brug af dolkhale-blod. Men før eller siden vil der måske ikke være nok af dyrene. Den biomedicinske industris udnyttelse af dolkhalen truer dyrearten. Som et resultat af overhøstning til brug som mad, agn og biomedicinsk testning og på grund af tab af habitat er den amerikanske dolkhale opført som ”vulnerable” (nærmer sig udryddelse), og den japanske dolkhale er klassificeret som truet på the International Union for Conservation of Nature (IUCNs) røde liste over truede arter.
Dolkhalen har eksisteret i over 450 millioner år, men spørgsmålet er nu, om den vil overleve planetens største trussel: mennesket?
* En farmakopé er en samling af officielle standarder for farmaceutiske stoffer og lægemidler. Den indeholder anvisninger til de kvalitetskontroltest, der skal udføres.
Note: Selvom den dyrefri testmetode rFC er optaget i Den Europæiske Farmakopé, så betyder det ikke, at LAL-testen er forsvundet fra europæiske medicinalfirmaers testregime. Den anvendes fortsat i stor stil – selvom der findes en anden metode (MAT), der dækker lidt mere bredt end rFC, som kunne anvendes. Ingen europæisk myndighed kræver altså, at de to dyrefri testmetoder skal anvendes i stedet for LAL-testen. Udvikling og ændringer skal åbenbart tage tid – og koste dyreliv.
Vil du vide mere? Læs herunder.
Dolkhalen er nærmest at betragte som en levende fossil, idet den er fundet i forsteninger som daterer sig 445 millioner år tilbage –hvilket er ca. 200 millioner år før dinosaurerne. Den spiller en væsentlig rolle i det marine økosystem og dens æg er essentiel føde for den nu truede fugl Islandsk Ryle, som er en af de trækkende fugle, der tilbagelægger den længste trækrute. Hvert forår flyver den en rute på 9000 km fra Tierra del Fuego på den sydlige spids af Sydamerika og op til det canadiske arktiske område. Undervejs gør den holdt på nøje udvalgte rasteområder – ét af dem er Delaware Bay, som ligger ved Delaware-flodens udmunding på USA’s nordøstlige kyst. På dette enorme område gør den islandske ryle i stort antal holdt for at hvile i 2-3 uger, men også for at spise. På det tidspunkt, hvor fuglene ankommer, er det yngletid for dolkhalen, og den vandrer mod lavvandede kyststrækninger. Hér parrer den sig og graver sine æg ned i sandet. Hunnen kan lægge mellem 60.000 til 120.000 æg i partier med et par tusind i hver. Det ved rylerne, som indtager en del af æggene, som er næringsrig kost for fuglene, som skal tilbagelægge en så uhyre lang strækning.
Men fuglene og dolkhalen har en fælles fjende, som hedder mennesket.
Hvordan foregår fangsten?.
Når dolkhalerne i stort antal går ind på lavt vand, står fangere parat. Dyrene når ikke at parre sig eller lægge æg, men opsamles straks de når ind mod kysten. De samles på både, i kasser eller lægges direkte på ladet af biler. Derefter transporteres de til overnatning i lader eller udhuse inden de køres til opkøberne. I store haller er der opstillet udstyr, som er udformet til brug for blodtapningen. Dyrene skrubbes og renses i særlige opløsninger, inden de spules.
Så spændes de fast med remme i en særlig position, en kanyle placeres ved hjertet og fra denne drypper blodet nu ned i flasker, som er opstillet under kanylen. Flere af dyrene dør under den hårdhændede behandling med indfangning, transport, tid tilbragt uden for vandet, afrensning og kanyle-isætning og blodtab.
Alt har en pris
Når de er tappede for den ønskede mængde blod pakkes de i flere lag i åbne transportkasser, læsses på lastvogne og står der natten over. Næste dag køres de til et sted langt fra indfangningsstedet, hvor de hældes ud. Sættes de tilbage samme sted, som man fangede dem, så kunne man risikere, at man indfangede de samme dyr påny, og det vil være den visse død for dem igen at blive tappet.
Men alt dette har en pris. Den biomedicinske industris udnyttelse af dolkhalen truer dyrearten. Som et resultat af overhøstning til brug som mad, agn og biomedicinsk testning og på grund af tab af habitat er den amerikanske dolkhalen opført som ”vulnerable” (nærmer sig udryddelse), og den japanske dolkhale er klassificeret som truet på the International Union for Conservation of Nature (IUCNs) røde liste over truede arter.
Den japanske dolkhale, der lever i Asien, Tachypleus, er forsvundet fra strandene i Kina, Japan, Singapore, Taiwan og Hong Kong − steder hvor de tidligere trivedes og sås i stort antal.
Hvis den biomedicinske industri fortsætter med at vokse, og dolkhalen forsvinder i Asien, så vil jagten på dem amerikanske population øges.
Den amerikanske myndighed på det marine område ASMFC, som står for regler på fiskeriområdet, kan give kvoter for det antal dolkhalen, som indfanges til brug for lokkemad til visse fisk. Men der eksisterer ingen kvoter for den biomedicinske industri. Den kan indfange så mange dyr den vil, fordi slutproduktet kan være ”til gavn for mennesker”.
Dyrenes skæbne
Ved indfangningen går man især efter hunnerne, som er 20-30% større end hannerne, og den største art, T. tridenratus, kan blive 79,5 cm lang og veje op til 4 kg. Jo større dolkhale, desto større mængde blod. Når man fjerner hunnerne i et meget stort antal, så formindskes arten i rasende fart, da de ikke får lagt æg. Undersøgelser viser, at de er så længe om at komme sig efter den meget barske håndtering, de store temperaturskift og ophold uden for vand, at en vis procentdel efterfølgende springer en æglægningsperiode over, eller producerer markant færre æg. Det medvirker også til det faldende antal. Det anslås endvidere, at dyrene er ca. 30 dage om at nå op på deres naturlige blodmængde. Tidligere anslog man, at ca. 15 % af dolkhalerne døde − enten under tapningen eller efter. Men nu mener man efter undersøgelser af de udsatte dyr, at det tal snarere er omkring 29%.
To amerikanske forskere med en indgående viden om disse dyr har set på den belastning dolkhalerne udsættes for ved at opholde sig 72 timer ude af vandet i blodtapnings-anlæg og containere, og de er bekymrede og opfordrer virksomhederne til at tage hensyn til dyrenes tarv.
Virksomheder ved muligvis ikke, at når krabberne blodtappes – eller endda bare holdes i tapningshallerne i lang tid – har de svært ved at genopbygge deres blodforsyning til kroppen, fordi deres hæmocyanin-niveauer forbliver lave, siger forskerne. Hæmocyanin er et protein, der ligner hæmoglobin, der transporterer ilt gennem kroppen. Dolkhalerne bliver anæmiske, og det sker bare ved at tage dem op af vandet, uanset om du tapper dem eller ej, selvom restitueringen tager længere tid, hvis de er blevet tappet. Forskernes undersøgelser har vist, at bare at være i fangenskab har en negativ effekt. Desuden kan nålens placering ved hjertet forstyrre dyrenes hjerterytme.
Fugleentusiast tager aktion
Ornitologer har sat fokus på det faldende antal dolkhaler, fordi deres æg er en vigtig fødekilde for den Islandske Ryle, som under dens træk raster i 2-3 uger i de områder, hvor dolkhalen lægger sine æg. Undersøgelser af fuglenes vægt nu i forhold til tidligere viser også, at fuglene ikke får nok føde. Det kan igen have den konsekvens, at fuglene ikke har kræfter til at fuldføre den lange trækrute og dør undervejs.
Alt dette fik Jay Bolden, som både er fugleentusiast og farmaceutisk forsker, til at overtale det store amerikanske medicinalfirma, Eli Lilly, til at gå over til en dyrefri testmetode benævnt rFC. Målet var at få alle verdens lægemiddelstyrelser til at indlemme den dyrefri metode i deres farmakopéer. Det gøres bedst ved, at man helt håndgribeligt benytter testen i forbindelse med godkendelsen af et nyt lægemiddel. Med Jay Boldens hjælp fik Eli Lilly godkendt to lægemidler med brug af den dyrefri testmetode. Sammen med andre data der blev lagt på bordet, resulterede det i, at rFC-metoden blev godkendt af farmakopéerne i Europa, Kina og Japan. Men besynderligt nok tøver USA med godkendelsen, og trods pres for at få at vide hvorfor, så er der ikke fremlagt konkrete svar.
21. november 2020
