forsøgsdyrenes værn

Forsøg med narkotiske stoffer

I Danmark indtages der hver dag store mængder afhængighedsskabende stoffer. Da denne type stoffer er skadelige for den menneskelige organisme, og hvert år koster samfundet enorme summer i form af behandling af de følgevirkninger stofferne giver, så forsker man i alkohol, kokain, heroin, og flere andre stoffer, som mennesker vælger at beruse sig med. Dertil anvendes forsøgsdyr, som altså må lægge krop til overordentligt kritisable forsøg – de hører ikke til i den milde ende!

Dyrene tvangsfodres bl. a. med amfetamin, kokain, nikotin og tilsvarende stoffer, eller gøres afhængige af dem ved, at de tilføres drikkevandet.
For statistisk at kunne bevise noget, så indgår der et stort antal dyr i disse typer af forsøg.

Følgende er eksempler på forsøg med narkotiske stoffer, som foretages i Danmark:

Studier af teststoffers effekt på motorisk funktion
I disse forsøg behandles dyret med stoffer som enten fremmer (f.eks. amfetamin, kokain) eller hæmmer (f.eks. haloperidol) dyrets bevægelser. Derefter udsættes dyret for mange forskellige tests, for at beskrive ændring i dyrets kropsholdning, bevægelsesmønster, muskeltonus, reaktion på berøring, reflekser og balanceevne. En række af disse tests er meget belastende for dyret at udføre – bl.a. fordi dyret er sat i en for dem helt unaturlig tilstand, hvor de ikke kan kontrollere deres adfærd og bevægelser. Det påfører dyret stor angst.

Undersøgelse af teststoffers effekt på smerteopfattelse
Forsøgene undersøger teststoffers effekt på akut smerte. Dyret placeres på en varmekilde (max. 55 °C) og det registreres, hvor lang tid der går inden dyret viser tegn på smerte. Tegn på smerte i dette forsøg er, at dyret løfter eller slikker poter, hopper eller piber. Man tester dyrets reaktion inden de har modtaget et teststof og efter for at se, om stoffet dæmper den smerte dyret udsættes for. Et stort antal dyr indgår i hvert forsøg.

Undersøgelse af teststoffers effekt på indlæring og hukommelse
I denne type af forsøg anvendes “Morris Water Maze” -testen. Dyret placeret i et bassin fyldt med vand. Da vand ikke er det rette element for forsøgsdyret vil det svømme rundt i et forsøg på at redde sig op. Et sted i bassinet findes en platform, som er dækket af ca. 1 cm vand. Forsøget har som formål at måle, hvor lang tid det tager for dyret i normal tilstand og efter at være indgivet teststoffer at orientere sig og finde platformen, som ligger skjult under vandoverfladen. Dyr som er påvirket af stoffer vil have svært ved, eller slet ikke kunne finde, platformen. Forsøget gentages flere gange for at underbygge resultaterne. For statistisk at kunne bevise noget, så indgår der et stort antal dyr i disse typer af forsøg.

Akut selvadministration af kokain
“Hver gang dyret stikker næsen gennem et hul i en kasse brydes en infrarød stråle, hvilket udløser en injektion af kokain. Denne test tillader forskeren at undersøge dyrets tilbøjelighed til at lære denne “nose-poking” adfærd, og dermed også til at bedømme stoffets belønnende effekt. Testen varer typisk 60 min. Herefter vil dyret blive aflivet.”
Ovenstående uddrag er fra et dansk forsøg. Dyrene bliver trænet til at vide, at de automatisk får en injektion af kokain i halevenen, hver gang de stikker næsen ind i et hul. Derefter gives de i ca. en time fri adgang til at udføre dette et ubegrænset antal gange. Da stoffet er afhængighedsskabende, vil dyrene ønske stoffets belønnende effekt igen og igen. Det resulterer i, at de i denne type forsøg får infusioner og endelig ofte overdoserer.

Kronisk selvadministration af kokain
Ved kronisk selvadministration opereres et kateter ind i dyret. Til kateteret er koblet en sensor som registrerer, når dyret befinder sig et bestemt sted i buret, og sensoren signalerer så, at en dosis kokain kan sendes gennem kateteret. På denne måde lærer dyrene at selv-administrere et kokainindtag. Denne metode anvendes for at efterligne menneskers misbrugsadfærd. Dog er computeren, som styrer infusionerne, programmeret til en begrænsning for indtag af kokain per dag og per 10-minutters interval for at sikre dyret mod overdosis. Forsøget varer op til 3 måneder. Forsøgene er yderst belastende for dyrene, idet de kommer i en tilstand, hvor de ikke kan udføre naturlig adfærd, og det resulaterer i angst hos dyrene.

Studie om sammenhængen mellem fedmeudvikling og aktivering af belønningssystemet i hjernen
Sukkersyge og fedme har epidemisk karakter og er et verdensomspændende og voksende problem, og udvikling af bedre lægemidler til behandling eller forebyggelse er nødvendigt. Et nyere fokus i kampen mod fedme er sammenhængen mellem fedmeudvikling og aktivering af belønningssystemet i hjernen. Dyret placeres hver anden dag i det mindst foretrukne rum (af to), der kobles med injektion af ønsket teststof og/eller eksempelvis interessante fødevarer (såsom chokolade, høj fedt diæt eller peanutbutter) eller kokain, og hver anden dag placeres i det mest foretrukne rum, der kobles med injektion af vehikel opløsning (ofte saltvand) eller almindelig føde. Herefter testes dyrets præference for de to rum igen (post test), hvorved man kan belyse, om ønskede teststoffer påvirker belønningsrelateret adfærd, der er vigtigt for både fedme og afhængighed.

Undersøgelse af biologiske mekanismer bag misbrug og afhængighed
Forsøgene involverer behandling af dyrene med morfin eller kokain samt eventuelt andre euforiserende stoffer, sideløbende eller efterfølgende behandling med et teststof til modvirkning af det euforiserende stofs effekt, observation af deres adfærd.
Abstinensmodel: Mus eller rotter gøres fysisk afhængige af morfin eller kokain ved gentagne injektioner under huden eller i bughulen med stigende dosis over flere dage. På testdagen undersøges graden af abstinenser ved at observere en række forskellige abstinenssymptomer (f.eks. nedsænkede øjelåg (ptosis), hoppen, ryster, tynd afføring (diarré), og, i tilfældet af kokain abstinenser, ængstelig adfærd).