“Afskyelige forestillinger!”
Så stærkt udtrykker forfatteren Jack London (1876-1916) i forordet til sin bog ”Michael”. Han skriver:

“Allerede tidligt i mit liv fik jeg, muligvis på grund af den umættelige nysgerrighed, jeg var født med, afsky for forestillingsnumre med dresserede dyr. Det var min nysgerrighed, der ødelagde denne form for fornøjelse for mig, for jeg følte mig fristet til at anstille undersøgelser bag kulisserne for at få at vide, hvorledes forestillingsnummeret var blevet til. Og hvad jeg fandt bag den udmærkede forestilling og den blændende opvisning, var ikke tiltalende. Det var et dyb af en så forfærdelig grusomhed, at jeg er overbevist om, at der ikke findes et eneste normalt menneske, som, når han blot engang er blevet klar over det, nogensinde kan finde fornøjelse i at være tilskuer ved nogen fremvisning af dresserede dyr.

Jeg er på ingen måde nogen gammel tante. Af boganmeldere og gamle tanter betragtes jag som et slags primitivt dyr, der fryder sig over bloddryppende voldshandlinger og rædsler. Lad mig, uden at tage til genmæle mod det ry, jeg på dette punkt har fået i godtfolks omdømme, og som jeg tager netop for, hvad det er værd, tilføje, at jeg virkelig, har levet, livet i en meget barsk skole og har set mere, end Per og Paul ser af umenneskelighed og grusomhed, lige fra skibsruffet og fængslet, fattigkvarteret og ørkenen, skafottet og spedalskhedsasylet til slagsmarken og militærhospitalet.

Jeg har set åndsvage blive hængt, fordi de, i deres egenskab af åndsvage, ikke besat midler til sagførere. Jeg har set stærke mænd knust til marv og ben, og jeg har set andre mænd drevet til uhelbredeligt og hylende afsind ved mishandling. Jeg har set gammel og ung, ja, selv småbørn, dø af ren og skær sult. Jeg har set mænd og kvinder blive slået med piske og køller og næver, og jag har set flodhestehudspiske svunget så kraftigt rundt om negerdrenges nøgne kroppe, at hvert slag skrællede huden af i en hel cirkel. Og dog, lad mig slutte at tilføje, at aldrig er jeg blevet så forfærdet og rystet over verdens grusomhed, som jeg er blevet det midt iblandt et glad, leende og klappende publikum, når opvisninger af dresserede dyr gik for sig i arenaen.

En man i besiddelse af et roligt temperament og kraftige nerver, vil man muligvis være i stand til at bære over med en del af den ubevidste og uoverlagte grusomhed og tortur, der her i verden begås i hidsighed og dumhed. Jeg er i besiddelse af et sådant temperament og af sådanne nerver. Men hvad der gør mig hed i kampen og får hjertet til at vende sig i livet på mig, det er den koldblodige, bevidste, overlagte grusomhed og pinsel, der lægger sig åbent for dagen bag de 99 af hvert hundrede opvisninger af dresserede dyr. Grusomhed som ophøjet kunst i de dresserede dyrs verden.

Ikke desto mindre skønt jeg er i besiddelse af et roligt temperament og kraftige nerver, lagde jeg dog, da jeg kom til skels års og alder, mærke til, at jeg ubevidst værnede mig selv mod disse pinagtige opvisninger af dresserede dyr ved rejse mig og forlade lokalet, hver gang en sådan forestilling begyndte på scenen. Jeg siger ”ubevidst”. Hermed mener jeg, at dette vare en optræden, der muligvis kunne give opvisninger af dresserede dyr dødsstødet. Jeg unddrog mig blot den pine at skulle overvære, hvad jeg vidste ville såre mig at overvære.

Men i de seneste år er mit syn på den menneskelige natur blevet et sådant, at jeg indser, at intet normalt, sundt menneske ville tåle sådanne forestillinger, hvis han eller hun kendte den frygtelige grusomhed, der ligger bag dem og gør dem mulige. Jeg har derfor fået mod og lyst til nu og her på dette sted foreslå tre ting:

For det første, lad alle mennesker gøre sig selv bekendt med den uundgåelige og evindelige grusomhed, uden hvilken dyr ikke kan tvinges til at optræde for et entre-betalende publikum. For det andet, jeg foreslår, at alle mænd og kvinder, og drenge og piger, som således har gjort sig selv bekendt med drivfjedren i dyredressurens ædle kunst, skal blive medlemmer af og nøje slutte sig til de lokale og nationale organisationer af menneskekærlige foreninger og foreninger til dyrenes værn imod grusomhed. Det tredje forslag må jeg forudskikke en indledning. Ligesom hundreder og tusinder af andre har jeg på andre områder arbejdet og anstrengt mig for at organisere menneskehedens masser indenfor bevægelser, med det formål for øje at mildne deres egen ulykke og elendighed. Så vanskeligt at overtale mennesker til at slutte sig til en organiseret bestræbelse for at hindre de mindre dyrs dårlige vilkår.

Praktisk talt vil vi alle sammen græde blod og salte tårer, når vi lærer den uundgåelige grusomhed og brutalitet at kende, på hvilken de dresserede dyrs verden hviler og eksisterer. Men ikke en tiendedel af 1 % af os vil slutte sig til nogen organisation til forebyggelse af grusomhed mod dyr og ved vore ord og handlinger og bidrag arbejde for at forebygge, at der begås grusomheder mod dyr. Det er en svaghed i selve vor menneskelige natur. Vi må erkende det, som vi erkender varme og kulde, dunkelheden i det uigennemsigtige og de evige love og tyngde og fald.”