forsøgsdyrenes værn

Arthur Schopenhauer

En medfølelsens filosof

Schopenhauer, som blev født i Danzig i 1788 og døde i Frankfurt-am-Main 72 år senere, var blandt de første store filosoffer i vestlig tradition, der fordømte misbrug af dyr. Ligesom Voltaire, der døde et årti før Schopenhauers fødsel, talte han imod dyreforsøg og latterliggjorde ofte de religiøse synspunkter, der billigede misbruget.

På grundlag af såvel filosofiske analyser Arthur_Schopenhauer_Portrait_by_Ludwig_Sigismund_Ruhl_1815som observationer af dagliglivet konkluderede Schopenhauer, at dét, vi mener med en moralsk livsførelse, aldrig må være dikteret af egen interesse, og at de forklaringer, fortidens filosoffer havde givet, var helt forkerte, idet de baserede den menneskelige moral på egen interesse.

Grundlaget for al moral er for Schopenhauer medfølelse og en fornemmelse af, at alting og alle dybest set er det samme. Vi føler medlidenhed, når vi genkender os selv i andre skabninger – mennesker eller dyr – og opfører os derefter, nemlig ved at behandle andre, som vi selv ønsker at blive behandlet, og vi gør det uden håb om belønning eller frygt for selv at blive straffet.

”Intet chokerer vore moralske følelser så dybt som grusomhed”, skrev Schopenhauer. ” Vi kan tilgive alle andre forbrydelser, kun ikke grusomhed. Grunden er, at det er det diametralt modsatte af medfølelse… det er den største mangel på medfølelse, det stempler en handling med det dybeste moralske fordærv og rædsel – medfølelse er den ægte moralske drivfjeder”. Schopenhauer gjorde det endvidere klart, at medfølelse ikke blot er et filosofisk elfenbenstårns-begreb. ”Medfølelse er ikke abstrakt og kan ikke kommunikeres. Den er noget, vi selv må erfare. Den kan derfor ikke udtrykkes i ord men ene og alene i handling og opførsel i løbet af det enkelte menneskes liv”.

Schopenhauer var åndsbeslægtet med Hinduisme og Buddhisme, og det er ikke en tilfældighed, at disse er vegetariske religioner. Han citerede ofte med tilfredshed en hinduistisk sentens, der går ud på, at det ædle menneske fornægter fornøjelser og lider afsavn for at lindre et andet væsens lidelse – det være sig menneske eller dyr eller naturen selv. Det ædle menneske giver ikke nogen eller noget anledning til lidelse.

Schopenhauer mente, at dyr blev udnyttet og misbrugt på grund af de vestlige, religiøse traditioner. ”En fundamental fejl ved kristendommen er, at den på en unaturlig måde har adskilt menneskeheden fra dyreverdenen, hvor den faktisk hører til, og nu kun beskæftiger sig med mennesket, medens man ikke regner dyr for andet end ting”. Schopenhauer anså al religion som en slags populær metafysik, idet den brede befolkning er uinteresseret i og ude af stand til at forstå filosofi, og derfor må have det fortalt i form af historier.

“Det kan med fuld ret siges, at mennesker er jordens djævle og dyrene de pinte sjæle. Det er konsekvensen af den opbyggede scene i Paradisets Have. Pøbelen kan kun kontrolleres ved brug af magt eller religion, og her lader kristendommen os skændigt i stikken. Fra pålidelig kilde hørte jeg, at en dyreværnsforening havde spurgt en protestantisk præst, om han ville holde en prædiken imod grusomhed mod dyr. Han svarede, at han med sin bedste vilje ikke var i stand til det, idet han ikke kunne finde nogen støtte herfor i sin religion. Manden var ærlig – og han havde ret.”

For Schopenhauer var forsøg på dyr lig med ondskaben selv. Han skriver: ”Nutildags tror hver eneste lille medicinmand, at han har ret til at torturere dyr på den mest bestialske måde i sit torturkammer blot for at fastslå problemer, hvis svar allerede i lang tid har været at læse i bøger, som han er for doven og uvidende til at komme nær”. Idet han refererer til et ”fuldstændig unødvendigt forsøg”, hvori to rotter blev sultet ihjel, skriver han: ”Har disse knivens og smertedigelsens mænd slet ingen fornemmelse for, at de først og fremmest er mænd og kun i anden række kemikere: Hvordan kan man sove trygt vel vidende, at man holder dyr bag lås og slå for langsomt at sulte dem til døde? Får det ikke Én til at vågne skrigende op om natten?”

Schopenhauer opfordrer til forandring, hvor vi må væk fra arven fra den bibelske religion og nærme os en erkendelse af naturens helhed og harmoni. ”Det er på høje tid, at den jødisk-kristne opfattelse af naturen – i hvert fald når det drejer sig om dyr – bringes til ophør her i Europa, og at vi erkender, at det åndelige element, som findes i mennesker, også findes i dyr. Man må vare døv og stum eller totalt hjernevasket, for ikke at indse, at dyr essentielt er gjort af samme stof som vi, og at forskellen blot ligger i en tilfældig egenskab, intellektet, og ikke i substansen, som er lig med viljen”. Som et eksempel på Schopenhauers store indsigt, bør man lægge mærke til, at han skrev dette længe før, Darwin udviklede sine teorier om, at mennesket nedstammer fra dyrene.

Hvis medfølelse var Schopenhauers moralske basis, var retfærdighed i hans øjne den største dyd. Men han var helt klar over omkostningerne. De der arbejder for, at retfærdighed også skal omfatte dyr, bør være opmærksom på hans ord og ikke nære nogen illusioner: ”Thi sand retskaffenhed og ukrænkelig retfærdighed – disse kardinaldyder – er så store udfordringer, at uanset hvem, der tager dem op betingelsesløst og af et ærligt hjerte, er nødt til at bringe ofre. Dog – netop det, der gør retskaffenhed så ærefuld, er de ofre, der må bringes.”