Esther - vidundergrisen
Læs om Esthers opvækst og liv, og glæd dig selv ved at se de optagelser af Esthers dagligdag, som vi har lagt links til nederst på siden. Men læs først om…
Esther
Af Steve Jenkins
Esther kom ind i vores liv for godt 2 år siden. I løbet af den periode er vores verden blevet vendt fuldstændig på hovedet. Vore øjne og sind er blevet åbnede. Vi er blevet kastet hovedkulds ud i en verden, vi stort set ikke vidste noget om. Vi er, uden at have besluttet det, blevet ”aktivister”.
Men lad os gå tilbage til begyndelsen. Det var en typisk fredag aften, da jeg fik en besked fra en ven på min Facebook-væg. Vi havde ikke talt sammen i nogle år, men havde “holdt kontakten”, som mange gør via Facebook. Hun spurgte mig, om jeg var interesseret i en minigris, som var et “fejlkøb”, og som den store dyreven jeg er, blev jeg straks grebet. Jeg svarede, at jeg havde brug for at undersøge tingene lidt grundigere, før jeg kunne svare. Disse ’undersøgelser’ omfattede faktisk også, hvad min partner Derek ville sige til ideen om, at få en lille gris i huset. Omkring to timer efter tilbudet fra min bekendt, fik jeg en ny besked fra hende, som sagde, at en anden var interesseret i minigrisen. Jeg var allerede begyndt at blive varm på idéen, så jeg gik lidt i panik, og aftalte derfor at møde hende den følgende morgen for at hente Esther. Jeg havde endnu ikke haft tid til at læse om, hvad det egentlig kræver af én, at få en lille gris i huset. Og jeg havde heller ikke fået talt med Derek!
Den næste dag hentede jeg lille Esther i en kattetransportkasse, og tilbragte resten af dagen hos gode venner. Om eftermiddagen sneg jeg vores 2½ kilo tunge minigris ind i huset, mens Derek var på arbejde. Jeg var meget anspændt hele dagen, og da Derek kom hjem, var jeg fuldstændig udmattet. De følgende par timer gik bølgerne lidt højt. En uge senere besluttede han, at hun skulle hedde Esther!
Kort tid efter fandt vi en lokal dyrlæge, som havde erfaring med grise. Han gjorde os straks opmærksom på, at Esthers hale var kuperet, og at hun derfor måtte være en gris, der var født i og bestemt for kommerciel svineproduktion. Hun ville derfor ikke blive ved med at være ’mini’. Vi havde absolut ingen erfaring med grise overhovedet, og vi var meget urolige ved tanken om, hvad der ventede os, men håbede på det bedste. Og så kastede vi os ud i eventyret ”uddannelse til pattegrisejer” uden nogensomhelst idé om, hvad det betød.
Det viste sig at blive noget af det vanskeligste, vi overhovedet kunne forestille os. Mange gange har jeg siddet på gulvet med Esther 
og grædt mine øjne ud af bekymring over, om vi nu magtede opgaven. Hun puttede bogstaveligt talt snuden i alt, og renlighedstræningen var et mareridt. Vi var helt ødelagte ved tanken om, at vi måske måtte give op og var ulykkelige over, at skulle indrømme et nederlag. Uden at vi rigtig véd hvorfor, så vendte tingene imidlertid pludselig. Hun faldt til ro, og begyndte at lytte til kommandoer som “nej” og “kom her”, og bedst af alt: hun blev renlig.
Det var hårdt for os at vide, at vi havde en gris i hænderne, som oprindeligt var bestemt til et rædselsliv på en industri-svinefarm. Vi kunne ikke lade være med at tænke “hvad livet kunne have været” for Esther, hvis ikke vi havde taget hende til os. Vi forestillede os hendes brødre og søstre og de lidelser, de nu gennemgik. Det var gruopvækkende og en erkendelse, som ændrede vores liv for evigt.
Vi begyndte at se dokumentarfilm om veganisk livsstil, og hvilke fordele og ulemper det indebar. Vi så også et par dokumentarfilm om landbruget af idag, og det var dem, der havde den største virkning. Vi havde set Esthers personlighed blomstre, havde set hende falde ind i hverdagens rutiner og mærkede hende opfatte sig selv som en del af husets beboere, som foruden Derek og jeg også omfatter 3 hunde, 2 katte og et par kaniner. Hun var en lille person, der havde alle de følelser, vi havde. Vi kunne se, når hun var glad, bange, drillesyg eller gnaven bare ved at se på hendes ansigt. Der er en sådan grad af opmærksomhed og bevidsthed i hende, som vi ikke troede muligt. Vi så alt dette og kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der foregår på de intensive svinefarme rundt om i verden. At forestille sig, hvor angste, forpinte og hvor bevidste om alt de er, er nok til at bringe tårerne frem i mine øjne. Vi var nødt til at blive veganere. Det var som sådan ikke en beslutning, men blot noget helt uundgåeligt.
Overgangen til at være veganere var bestemt en udfordring i starten, men jo mere vi lærte om den måde, dyrene har det i landbruget, desto mere sikre blev vi på, at det var det eneste rigtige. Behandlingen af dyrene i landbruget er så horribel, at vi havde svært ved at tro vore egne øjne. Vi havde ingen idé om, i hvor høj grad dyr er blevet reduceret til “produkter” uden nogetsomhelst hensyn til, at de er levende, følende væsener. Vores viden om industrilandbrug havde ikke rigtig haft nogen betydning, indtil vi så omfanget af disse dyrefabrikker, og den fuldstændige mangel på respekt for dyrene.
É
n af de værste ting vi oplevede, var filmoptagelser af svin med fødderne fastfrosne til gulvet i en trailer, fordi de stod ankeldybt i urin. Grise er forbløffende renlige dyr, men de kan både lade urin og andet gå, når de er angste. De stakkels grise var rædselsslagne, og nær ved at fryse ihjel, men de blev slået og vedvarende stødt med el-drivstave, for at få dem til at vriste benene fri af isen.
En af de andre ting, der hurtigt blev meget klart for os, var de miljømæssige konsekvenser af dyrefabrikkerne. Affald og gasser fra dyrene, og den forurening transporten af dem til og fra dyrefabrikker og til slagterierne medfører, er væsentlige bidragydere til klimaændringer. Når man tilmed tænker på mængden af smukke landskaber som ryddes, for at dyrke bl.a. majs og roer til dyrefoder, og den konsekvens det har for de naturlige levesteder for vilde dyr, så indser man, at det er en kæmpe-snebold, som bliver véd at rulle og blive større, hvis ikke vi siger STOP.
Idag godt to år senere er vi mere vildt forelskede i vores nu 225 kg tunge “minigris” end nogensinde. Hun får os til at grine og smile hver eneste dag, og vi kan ikke forestille os et liv uden hende. Vi har nu besluttet, at vi vil åbne et fristed for dyr. Vi er ikke sikre på, hvor hurtigt det vil ske, men vi er ikke i tvivl om, at det vil blive til virkelighed. Alt for mange mennesker springer ud i at anskaffe sig et dyr, uden at overskue konsekvenserne, og disse dyr begynder en rædselsrejse fra hjem til hjem hos lige så impulsive mennesker, som ikke har overvejet, hvad de kaster sig ud i. Dyrene betaler prisen, og ender ofte med at blive aflivede.
Havde nogen fortalt os for to år siden, at vi i 2014 ville have et kæledyr i form af en gris, som har titusinder af tilhængere på Facebook fra hele verden, og at vi ville blive en slags ”ambassadører for forandring”, og at Esther ”vil ændre verden for alle industrielt opdrættede dyr “, så ville vi have troet, at de var skøre.
I dag kan vi blot sige, at de budskaber og kommentarer vi modtager, er helt ubeskrivelige. Den støtte og kærlighed vi mærker er overvældende, og det er altsammen på grund af Esther. Det er på grund af en gris, der fik en chance i livet, en gris der har ændret vores verden på de mest fantastiske måder. Folk har sagt, at “hun er den heldigste gris i verden”, og selvom der er nogen sandhed i det, så véd vi, at det er os, der er de mest heldige. Esther åbnede vore øjne og sind på måder, vi aldrig kunne have forestillet os. Vi skylder hende mere, end hun nogensinde vil skylde os.
Kærlig hilsen
Steve, Derek og Esther
Canada
Efterskrift: Steve og Derek påbegyndte en indsamling på internettet til den gård, hvor internatet skal placeres. Gården skal danne rammen om et fristed for ’kasserede’ dyr, med fokus på grise. I USA og Canada er det desværre blevet ‘smart’ at have en minigris som kæledyr, men ejerne bliver hurtigt trætte af dem, og kasserer dem. I Danmark kasseres der også et svimlende antal kæledyr hvert år.
Efter nogle måneders indsamling har Steve og Derek nået beløbet på godt 400.000$ og indsamlingen er slut. Nu venter et langt, sejt træk med at få indrettet bygninger og udenomsarealer. Hør Steve og Dereks takketale på Esthers 2-års fødselsdag: https://m.youtube.com/watch?v=2yvHU02B6Wg
Se filmoptagelser med Esther:
Esther som baby: https://m.youtube.com/watch?v=hcEWMxbx0Dw
Derek leger med Esther: https://m.youtube.com/watch?v=ND8dn3bRQtc
Esther får bad: https://m.youtube.com/watch?v=7e_mzvLypd0
Utålmodig Esther venter på mad: https://m.youtube.com/watch?v=QN8JhcutUBQ
En meget berørt Steve fortæller om glæden ved Esther: https://www.youtube.com/watch?v=JiCeo-S-PTI
Du kan finde mange flere klip med Esther på YouTube.
Esthers hjemmeside finder du hér: https://www.estherthewonderpig.com/#
.. og hendes Facebook-side hér: https://www.facebook.com/estherthewonderpig
Scan koden med din mobiltelefon
