forsøgsdyrenes værn

Forskning i epilepsi

Af alle menneskelige sygdomme i hjernen rangerer epilepsi som én af dem, hvortil der i forskningsøjemed anvendes allerflest forsøgsdyr.

Ved at anvende strømstød, indsprøjte særlige stoffer, eller inducere en langvarig febertilstand fremkalder man en kunstig epileptisk tilstand hos dyrene. I sådanne forsøg indgår der mange dyr per forsøgsopstilling til at teste forskellige aspekter eller behandlinger af en epileptisk hjerne. En stor del af disse dyreforsøg er meget indgribende og yderst belastende for dyret.

Begrænsningerne i den nuværende epilepsiforskning med epilepsi_157942946brug af dyr er især, at:

a) de elektriske signaler, der registreres i dyreforsøg, ikke eftergører det komplekse mønster, som observeres i den menneskelige tilstand.

b) den fortsatte brug af dyremodeller for epilepsi ikke har bidraget til udviklingen af evidensbaseret medicin til behandling af sygdommen.

Et nyt epilepsi-forskningsprojekt er etableret af Dr Cunningham & Professor Whittington fra Newcastle University, og har til formål at afhjælpe disse begrænsninger ved at undlade at anvende dyr, og i stedet studere mennesket og det menneskelige væv.

Forskergruppen har tidligere etableret elektrofysiologiske optageteknikker såsom EEG (Elektroencefalografi: teknik til at registrere dele af hjernens elektriske aktivitet), hvilket har givet forskerne mulighed for at undersøge, hvad der sker i den epileptiske menneskelige hjerne. Det er sket ved, at de har undersøgt ”billedskiver” af epilepsipatienters hjernevæv, og anvendt computermodellering baseret på data fra epilepsipatienter. Ét af de aspekter der har betydning ved diagnosticeringen af sygdommen, er EEG-aktiviteten i den epilepsi-ramte hjerne og især forekomsten af meget hurtige svingninger, såkaldte VFO’ere (Very Fast Oscillations) i hjernen. VFO’ere ses i optagelser fra epileptiske områder i hjernen i optakten til ​​et epileptisk anfald, og i perioden mellem to anfald.

Forskergruppen vil nu udvide deres tidligere undersøgelser med multielektrode-optageteknikker med det formål at:

a) forbedre deres eksisterende menneske-sygdomsmodel således, at man kan undersøge overgangen fra ikke-epileptisk aktivitet til epileptisk aktivitet.

b) undersøge nye mønstre i hjernens aktivitet under epilepsianfald – noget man tidligere kun har kunnet observere ved temmelig indgribende EEG-optagelser i patienter (se fakta neden).

Ved at anvende en kombination af multi-elektrodesystemer, konventionel elektrofysiologi og billed”skiver” fra epilepsi-ramte patienters hjerner, vil man nu prøve at få svar på en række nye spørgsmål, som er udløbere af den tidligere forskning.

Fakta om EEG fra hjernebarken

Undersøgelser med EEG fra hjernebarken foretages kun, når man planlægger en operation for epilepsi.
EEG fra hjernebarken giver mulighed for at finde det sted, hvor anfaldene starter, uden den dæmpning af EEG-signalerne man får fra elektroder uden på huden, fordi elektroder på huden sidder længere væk fra det sted, der skaber impulserne. Undersøgelser med EEG fra hjernebarken foretages ved indlæggelse af elektroder ved en operation i fuld bedøvelse. Det vigtigste ved EEG fra hjernebarken er, at optage anfald. Hvis man kan se, at anfaldene starter i et afgrænset område, vil det ofte være muligt at operere og fjerne det område. Dog overvejer man altid, om fjernelse af dette fokus har risiko for at give neurologiske symptomer som lammelse eller taleforstyrrelse.

Fakta om epilepsi

Epilepsi er sjældent en sygdom. Det er oftest et symptom på en bagvedliggende hjernesygdom. Definitionen af epilepsi er gentagne krampeanfald, som er udløst fra hjernecellerne.

Hos ca. 60% af personer med epilepsi kender man årsagerne. Denne gruppe har symptomatisk epilepsi.

30% af personer med epilepsi har den idiopatiske (= ukendte) form. Man kender ikke årsagen til denne epilepsitype, men formoder, at den skyldes mere udbredte kemiske forandringer i hjernen.

I ca. 10% kan man ikke klassificere epilepsien.

[socialring]