Antistoffers upålidelighed – hvad kan gå galt?
Det er et forskningsmæssigt problem, at antistoffer er uforudsigelige. På tværs af biovidenskaberne er det et voksende problem, at forskningsresultater ikke kan eftergøres. Det er blevet kendt som “reproducérbarhedskrisen” – læs fire eksempler herpå:
A) En patolog ved en amerikansk universitet udviklede i 2006 en ny test til mere effektivt at styre behandlingen af en bestemt type hudkræft. Testen viste sig meget lovende: forskeren havde fundet en kombination af antistoffer, der, når de blev brugt til at mærke prøver af patientens svulst, frembragte et farvemønster som viste, om patienten ville have gavn af at skulle tage en bestemt, stærk medicin for at forhindre tilbagefald efter operationen. Han havde sikret projektet mere end $2 mio. (13 millioner danske kroner) i finansiering for at kunne begynde at anvende testen på patienter.
Men i 2009 begyndte det lovende behandlingsprojekt at falde fra hinanden. Da forskeren bestilte en ny leverance antistoffer, kunne hans forskerteam ikke eftergøre de oprindelige resultater. Antistofferne blev solgt af det samme firma, som havde leveret det første parti antistoffer, og de skulle være identiske med disse, men de gav ikke de samme farvningsmønstre − selv på de samme svulster. Forskeren blev tvunget til at opgive det umiddelbart så lovende projekt. Årsagen var forskelle fra det ene vareparti antistoffer til det andet, og når man ikke kan eftergøre et forskningsresultat, så kan man ikke bruge resultaterne til noget. ”Vi har lært lektien”, udtalte forskeren. ”Det var en trist afslutning på et tilsyneladende lovende projekt”.
B) Et andet eksempel omhandler en forsker på et hospital i Toronto, Canada. Han og hans kolleger havde jagtet et protein kaldet CUZD1, som de troede kunne bruges til at teste, om en person har kræft i bugspytkirtlen. De indkøbte antistoffer, som de blev lovet kunne anvendes til deres formål. Men de spildte to år, $500.000 (ca. 3.250.000 danske kroner) og tusindvis af patientprøver, før de indså, at antistoffet ikke genkendte det protein de var ude efter, men genkendte et helt andet kræftprotein, CA125. I tilbageblik kunne forskeren godt se, at troen på antistofferne og ønsket om at følge en lovende hypotese betød, at han og hans gruppe ikke foretog alle de indledende tests af antistoffet. “Hvis nogen siger, at her er nogle færdige testingredienser, du kan bruge, så er du så ivrig efter at komme i gang med at anvende det, at du glemmer, at du altid skal validere antistofferne for at se, om de er brugbare til lige netop din forskning”.
C) Der er tegn på, at problemer med antistoffer har store og potentielt ødelæggende virkninger på forskningsresultater. I 2009 afsatte et tidsskrift et helt nummer til at vurdere de antistoffer, der anvendes til at studere G-proteinkoblede receptorer (GPCR’er) – celle-signalproteiner, der er målrettet mod stoffer til behandling af forskellige lidelser, fra inkontinens til skizofreni. I en analyse1 af 49 kommercielt tilgængelige antistoffer, der målte 19 signalreceptorer, bandt de fleste sig til mere end ét protein, hvilket betyder, at man ikke kan stole på, at de kan skelne mellem receptorerne.
D) Epigenetik3-området er stærkt afhængig af antistoffer for at kunne identificere, hvorledes proteiner der regulerer gen-ekspression er blevet modificeret. I 2011 foretog man en evaluering2 af 246 antistoffer anvendt i epigenetiske undersøgelser og fandt, at en fjerdedel mislykkedes for specificitet, hvilket betyder, at de ofte binder til mere end ét mål. Fire antistoffer var helt specifikke – men bandt til det forkerte mål.
1 Michel, M. C., Wieland, T. & Tsujimoto, G. Naunyn-Schmiedeberg’s Arch. Pharmacol. 379, 385–388 (2009).
2 Egelhofer, T. A. et al. Nature Struct. Mol. Biol. 18, 91–93 (2011).
3 Epigenetik handler kort fortalt om, hvordan det miljø, vi er i, kan påvirke vores gener. Kun cirka to procent af vores dna er uforanderligt, resten kan ”tændes” og ”slukkes” og dermed ændre funktion. Det er en slags kodning af vores dna, som afgør, hvordan vores arvemasse kommer til udtryk i praksis, og den kodning kan påvirkes af eksempelvis kost, luftforurening og mange andre fysiske faktorer. Kristeligt Dagblad, 11. maj 2017
