Fanget i skyldfølelsens net

Hvordan kan forskere og dyreforsøgsteknikere holde ud at arbejde med forsøgsdyr? Dyr, som de véd lider eller vil blive udsat for lidelse?

En undersøgelse, foretaget af professor i sociologi og antropologi, Arnold Arluke, fra Northeastern University i Boston, Massachusetts, viser, at en lang række ritualer og strategier gør, at de bliver i stand til at lægge afstand til forsøgsdyrene. Artiklen blev bragt første gang i det videnskabelige tidsskrift "New Scientist" i 1991.
Arnold Arluke skriver:
"Jeg begyndte at have min gang i laboratorier omkring 1985, og jeg gik frem på samme måde som en antropolog, der studerer landsbyer i en anden kultur. Jeg gled i den grad ind i miljøet næsten som en "indfødt" og opholdt mig der i uger og til tider måneder ad gangen, så jeg kunne beskrive "kulturen" i den biomedicinske forskning. Jeg så, hvordan forskere omgik deres kolleger og hvordan de behandlede forsøgsdyrene, og jeg stillede spørgsmål om deres arbejde både i form af uformelle samtaler og i form af interviews.
I nogle tilfælde fik jeg endda lov til at udføre noget af det arbejde som normalt blev forestået af dyreforsøgsteknikere og andet dyrestaldspersonale - lige fra rengøring til udførelse af visse dyreeksperimentelle teknikker.
Indtil nu har jeg studeret 15 laboratorier og forskningscentre med omkring 400 forskningschefer, dyrlæger, reservelæger, kandidater, dyreforsøgsteknikere og andet personale tilknyttet dyrestaldene og laboratorierne.
Dét der fik mig til at kaste mig ud i en undersøgelse af denne karaktér, var den debat der var om det rimelige i at udføre forsøg på dyr.
Medens denne debat har ført til en noget større grad af kontrol med brugen af dyr til forsøg, så slog det mig, at der kun har været meget ringe eller slet ingen interesse for, i hvilken grad de udførte forsøg indvirker på de mennesker som udfører dem. Det vil være naivt at tro, at dét at bruge forsøgsdyr slet påvirker de mennesker, der anvender dem eller på anden måde arbejder med dem.
Selvom en del af dem jeg talte med var nået frem til en vis afklaring omkring deres brug af dyr til forsøg, så var der mange der ikke var. Det var kun et mindretal, der havde regelmæssige tegn på depressioner eller angst, i form af f.eks. mareridt, søvnløshed og forøget indtagelse af alkohol og hvor de mente, at det kunne relateres direkte til deres arbejde med forsøgsdyrene. Det var dog meget almindeligt, at der nu og da dukkede en følelse af ubehag op, som mest kom til udtryk som en bagvedliggende følelse af uro og skyld.
Omkring 20 % af de interviewede sammenlignede for eksempel, lidt forsigtigt, dyreforsøg med Holocaust. Følelsen af ubehag ved arbejdet forekom mest hos nyansatte; hos sæsonarbejdere var følelsen mest udbredt blandt dyrestaldspersonalet. Følelsen var også at finde hos dyreforsøgsteknikerne, men fandtes næsten ikke hos dyrlægerne eller forskerne. Hvordan levede forskerne med hvilken form for ubehag de nu end måtte have?

Besværlige følelser benægtes.
En åben diskussion om disse følelser var tabu. Både forskere, dyrlæger og administratorer havde en tendens til at benægte, at de ansatte i dyrestalden og laboratoriet kunne have problemer i deres arbejde med forsøgsdyrene. Ubehaget ved arbejdet blev ikke anskuet som et emne, der var værd at tale om, og det fik i hvert fald ikke lov til at indvirke på det daglige arbejdsforløb. Denne holdning blev synliggjort for mig på en meget umiddelbar måde: jeg blev inviteret til at holde et foredrag på en konference for forskere, der brugte forsøgsdyr, og valgte at kalde mit foredrag for "Forskerens skyld". Jeg fik at vide, at det var for kontroversiel en titel og at "Stress iblandt forskere" var en mere tiltalende overskrift. Et kendt tidsskrift, der omhandler forskning med dyr, tilbød mig at bringe foredraget, men holdt fast på at udtrykket "stress" var for ekstremt og uklart. De foretrak betegnelsen "ubehag", hvilken jeg så brugte.
Kort tid efter at mit foredrag var blevet bragt i tidsskriftet, blev jeg indbudt til at holde et foredrag om emnet for personalet på et forskningscenter. Jeg fik dog at vide, at jeg ikke burde anvende ordet "ubehag" i overskriften, for det ville kunne irritere direktørerne. I stedet blev overskriften "Hvorledes skal forskeren håndtere sine følelser" foreslået.
Jeg valgte at håndtere problemet således: alle mine foredrag fik herefter overskriften: "ikke rubricerbar".

Ikke se, ikke høre, ikke tale.
Nyansatte fik det indtryk, at de ikke måtte tale om deres følelser med nogen. De følelser, de havde, var og blev private og var ikke noget, der vedrørte det "egentlige arbejde" på laboratoriet. Det viste sig, at den enkelte ansatte var overbevist om, at hans eller hendes kolleger var bedre til at håndtere følelser og havde kun en vag fornemmelse af, at der også var andre, der syntes at følelser måtte undertrykkes.
Flere laboratorier havde dog uskrevne og uudtalte regler for, hvorledes "uønskede" følelser og tanker skulle håndteres - dét til trods for den tavshed emnet var omgærdet af.
De fleste klarede sig ved at betragte forsøgsdyr som andre væsener end f.eks. kæledyr, dyr i zoologiske haver eller vilde dyr. Når først et dyr var defineret som forsøgsdyr, blev alle følelser fortrængt, hvilket gjorde det lettere at gennemføre forsøget. Mange sociale faktorer i laboratoriemiljøet bidrog til denne definition. Dyrene blev betragtet og betegnet som "modeller" specielt udvalgte til bestemte forsøg. Udgifter til indkøb af forsøgsdyr blev opført under "anskaffelser" i papirerne, og de kunne bestilles gennem kataloger over dyr, som er fremavlet specielt til forsøgsformål.

Anonyme genstande.
Dyrene blev reduceret til anonyme genstande, man frit kunne udnytte. Det enkelte dyr eller hele grupper af dyr blev identificeret ved hjælp af en kode, som kunne indeholde dato for leverance, forskerens navn, forsøgsnummer og dyrets nummer.
Disse koder sad fuldt synlige på alle bure, og nogle dyrs identitetsnummer var markeret på deres krop. Mus var øremærkede, og hunde og aber var tatoverede på maven.
Uskrevne regler fastlagde, hvorledes man skulle omgås forsøgsdyrene. Sociale normer bestemte, at de var genstande og ikke kæledyr, og definitionen blev forstærket af visse sanktioner. Eksempelvis forbød en overordnet dyreforsøgstekniker en anden ansat at give nogle forsøgsfår navne, for det gjorde det sværere for de andre at udføre deres eksperiment.
Undersøgelsen viste, at det var lettere for forskerne end for de ansatte på laboratoriet at definere dyrene som genstande. Årsagen var, at de fleste forskere havde udført forsøg på dyr og gennemført dyreforsøgskurser allerede under deres uddannelse og altså længe inden deres første ansættelse, og at de derfor havde lært sig selv ikke at betragte forsøgsdyr som kæledyr. I stedet blev dyrene nu defineret som "data" eller tavse medhjælpere i forskningen. Forskernes manglende direkte kontakt med dyrene forstærkede det upersonlige forhold til forsøgsdyrene. Forskerne udførte sædvanligvis ikke de rutinemæssige forsøg og stod ikke for den daglige pasning af dyrene. De kiggede måske lige indenfor et par minutter en gang i løbet af dagen eller udførte kirurgiske indgreb på forsøgsdyr, som allerede var i bedøvelse. De fleste forskere indenfor biomedicin som deltog i undersøgelsen, var da også først og fremmest interesseret i at svare på videnskabelige spørgsmål, og dyremodellerne blev udvalgt på det grundlag.
Dyreforsøgsteknikere og andet personale i dyrestaldene viste sig at have sværere ved at behandle dyrene som objekter, idet de ikke havde den videnskabelige uddannelse og desuden havde direkte kontakt med dyrene i det daglige. De havde dog lært sig ikke at betragte dyrene som kæledyr - ofte efter at have følt det chokerende, når et dyr - som de havde fået et mere nært forhold til - døde. Størstedelen forsøgte at lægge afstand til dyrene, men det lykkedes sjældent helt. Nogle ansatte betegnede sig selv som "lidt afstumpede". En dyreforsøgstekniker sagde: "Man må opbygge en mur. Man må lægge afstand mellem sig selv og det dyr man arbejder med. Men jeg forsøger at holde styr på det, så afstanden ikke bliver så stor, at jeg mister fornemmelsen for, at det er dyr jeg arbejder med".

Et nødvendigt selvforsvar.
De fleste opfattede denne "læggen afstand til" som et nødvendigt selvforsvar, men ikke alle havde det godt hermed. En ansat udtalte for eksempel, at det "føltes forkert" ikke at måtte lege med aberne på hendes afdeling af dyrestalden. Men de, som knyttede stærke bånd til forsøgsdyrene, blev ofte mindet om farerne herved, og de blev til og med drillet.
På et laboratorium blev en medarbejder kaldt et "problembarn" af sine kolleger p.g.a. hans følelser for dyrene. På et andet forsøgsinstitut prøvede en forsker at forhindre, at personalet knyttede sig til dyrene ved at forlange dyrenes navne fjernet fra identifikationskortene på burene. Begrundelse: "det så uprofessionelt ud".
Personalet fandt dog på måder, hvorpå de kunne udtrykke glæde eller interesse for dyrene. De kunne f.eks. udvælge et dyr, som skulle være laboratoriets eget kæledyr: ofte en mus, en rotte eller et marsvin. Disse dyr blev så ikke udsat for forsøg eller blev i hvert fald ikke "ofret", som det benævnes i det miljø. Udover at dyret fik sit eget navn, fik separat bur, blev fodret med speciel god mad og fik stor opmærksomhed, kunne de lære det forskellige ting og ind imellem også lade dyret løbe løs i laboratoriet.
Det gav personalet en tryghed at kunne knytte sig til disse dyr uden risiko for at miste dem. Følelser for dyrene resulterede nu og da også i "redningsaktioner", hvor en ansat tog et dyr med hjem, som han/hun var blevet særligt knyttet til. I samtlige de forsøgsstalde med hunde jeg havde med i min undersøgelse, fandtes der ansatte, som i al stilhed inden for det seneste år havde taget en hund med hjem. Fotografier, tegneserier, figurer der forestillede dyr og andet lignende prydede væggene i de fleste laboratorier - måske som en stadig påmindelse om, at personalet syntes om dyr og fandt dem interessante.
Det blev anset for vigtigt, at folk lærte at klare de situationer der opstod, når et dyr døde. Nyansatte fik ofte støtte og hjælp, når de første gang skulle aflive dyr. Længe inden de selv skulle udføre handlingen, fik de lov til at se på, mens andre "helt nøgternt" aflivede. De mere erfarne forsøgte næsten aldrig at presse en nyansat til at aflive men ventede, til han/hun virkede "parat" til det.
Visse typer aflivninger stred dog mere mod nyansattes moral end andre. Det var ofte dét at slå gnaveres hoveder mod en bordkant eller skære hovedet af dem, og det krævede en særlig indlæring. Der blev gjort meget ud af at forsikre nybegynderne om, at det var en hurtig død og at den var smertefri, hvis aflivningen blev foretaget korrekt og af en trænet person. Mange nybegyndere havde svært ved at klare, at mus, som netop havde fået knækket nakken, alligevel bevægede sig som om de led. De mere erfarne dyreforsøgsteknikere forklarede sædvanligvis nybegynderne, at disse bevægelser blot var "muskeltrækninger".

Ritualer for at kunne håndtere følelser.
For visse ansatte var det vigtigt ikke at betragte døden som én blandt mange daglige rutiner i laboratoriet, for så ville den hurtigt blive mekanisk, specielt i de laboratorier, hvor man udførte forsøg som på samlebånd, og hvor dyrets individualitet i forvejen var gået tabt.
En forsker fra et sådant laboratorium udtalte, at: "dét at slå et dyr ihjel er beslægtet med at have sex for fornøjelsens skyld: man gør det uden at have særligt mange følelser. Men det betyder ikke, at vi er ufølsomme overfor dét at slå dem ihjel, vi tænker bare ikke ét sekund på dyret som et individ". Døden blev ofte reduceret til blot at være det sidste led i en forsøgsrutine. Noget der lige skulle gøres inden man gik hjem.
I nogle få laboratorier fulgte personalet visse ritualer, når de aflivede dyr, for at "give døden en mening". I et tilfælde bad forskeren om et minuts stilhed inden dyret blev "ofret". I et andet laboratorium bad én af dyreforsøgsteknikerne i sit indre en bøn om, at dyrets død måtte blive tilgivet. På nogle laboratorier lavede man mindesmærker over "favoritdyr", som var døde.
De allerfleste forsøgte dog at give døden mening ved at anvende udtrykket "ofre" om dét at slå dyret ihjel. Visse tidsskrifter og nogle modtagere af ansøgninger forbyder anvendelsen af dette ord, og nogle beskriver det som en utilstedeligt forskønnende omskrivning af det, der faktisk sker. For mange ansatte havde den imidlertid en særlig betydning. "Aflivning fortæller ikke noget om formålet, mens "ofre" antyder, at der findes en årsag", fremførte en dyreforsøgstekniker. På lignende måde forklarede en forsker mig, at benævnelsen "ofre" adskilte sig fra "meningsløst mord" som i kriminalromaner. At "ofre" angav et større, værdigere formål, mente han. Udover "ofre" forekom der flere andre termer, som alle havde til formål at sløre dødens råhed. Dyrene "blev bortskaffet", "dekapiteredes" (fik hugget hovedet af, red.), "dislokeredes cervikalt" (brækket nakken, red.), blev "afblødt", "aflivedes", medens dét at en hel afdelings dyr blev slået ihjel blev benævnt som at den "affolkedes" eller helt enkelt "blev rengjort".

Dyr = affald.
Modsat tillagde en stor del af dyrestaldspersonalet sig et ordforråd, som på aggressiv vis lod deres handlinger mod dyrene forstærke billedet af dyrene som genstande. De personer, der gav indsprøjtninger, var "skytter" og deres sprøjter "stokke". "Pistoler" var de sprøjter, der var fastgjort på noget der ligner en billardkø, og som var beregnet til at kunne føres ind mellem tremmerne i et bur, og "torturkamre" var anordninger, som fastholdt mus i én og samme stilling. Dyrene fik benævnelser alt efter deres rolle i forsøget; de var "kontroldyr", "modtagere", "givere", "bærere", "blødere", "avlsdyr", "affald" eller blot "x-dyr".
Betegnelsen "eksperiment" blev såvidt muligt undgået. Man henviste hellere til en "opstilling" eller et "projekt". Og den subjektive benævnelse "lidelse" blev bevidst undgået til fordel for det neutrale ord "ubehag".

Forskeren som "jæger".
At rationalisere anvendelsen af dyr indenfor videnskaben var også en støttepille, når det gjaldt forskernes måde at håndtere følelser på. Laboratoriepersonale så ikke den store forskel mellem forsøgsdyr og dyr, som blev dræbt til brug som mad og klæder. Nogle sammenlignede forsøgsvirksomhed med jagt, og jagt var acceptabel, hvis blot dyret blev spist og ikke bare dræbt for fornøjelsens skyld. En forsker, der også var jæger, udtalte: "Jeg gør det alene for kødets skyld - kaniner, fasaner, ænder, gæs. Jeg har haft muligheden for at skyde bjørne, men det afstår jeg fra, fordi bjørnekød ikke er godt, og jeg vil ikke dræbe noget, som jeg ikke kan finde anvendelse for".

Etisk uafklarede.
Jeg blev ustandselig mindet om, at de fleste forsøgsdyr er opdrættet til forsøg, så de kender ikke til noget andet liv. Når forskningsinstitutter opkøbte dyr, der førhen havde levet som et kæledyr i en familie, eller stod som hjemløse dyr på internater (hvor de som "ubrugelige" dyr skulle have været aflivet), blev deres anvendelse i eksperimentet anskuet således, at nu gav man dyrets liv og død et yderligere formål.
De udspurgte personer havde for de flestes vedkommende ikke noget moralsk gennemtænkt forsvar, der retfærdiggjorde deres anvendelse af dyr. Faktisk virkede mange etisk uafklarede. Forudsigeligt nok mente forskerne, at videnskabelige og medicinske forsøg med brug af dyr var acceptable alene fordi de var videnskabelige eller medicinske.
Dyreforsøgsteknikere og andet dyrestaldspersonale retfærdiggjorde deres arbejde, ved at forsikre sig selv om, at dyrene fik den bedst mulige pleje og pasning. Visse steder fik dyret i sine sidste dage ekstra omsorg, og personalet mente, at det derved kunne opleve, hvorledes det er at være kæledyr. For visse ansatte var dette næsten et behov. Nogle fortalte at tanken om, at nyansatte ikke ville være lige så optagne af at passe forsøgsdyrene ordentligt, fik dem til at droppe enhver ide om at holde op.
Jeg observerede også en helt anden måde at håndtere følelser på: blandt de ansatte var der nogen som mente, at "dyreværnsaktivister" var en alvorlig trussel mod den biomedicinske forskning. En del forskere har dannet en modsat rettet bevægelse for at oplyse befolkningen om nødvendigheden af dyreforsøg. I deres kampagne indgår bl.a. at fremhæve dyreværnsfolkene som farlige og onde, fordi medicinske fremskridt ville stoppe, såfremt det lykkedes at stoppe forsøg på dyr. Ved at tilsvine de mennesker som er imod dyreforsøg, fik forskerne vendt den anklage for manglende moral som var rettet mod dem selv, imod dyreværnsfolkene.

Forskerne fortalte, at de lærte at acceptere de sarkastiske kommentarer og til tider voldsomme udfald som de nu og da mødte, når de diskuterede deres arbejde med lægmænd. Yngre forskere angav, at de blev rystede over at blive kaldt "musemordere", og at de havde fundet ud af, at samtaler om dyreforsøg ofte udartede sig til et pingpong-spil mellem modsatrettede opfattelser.
Forskerne løb dog umiddelbart en mindre risiko end dyrevennerne for at havne i den situation, fordi de i deres egenskab af akademikere kunne tale om deres arbejde uden nødvendigvis at nævne dyreforsøg. Deres sociale netværk omfattede desuden mange mennesker, som var positivt indstillede til biomedicinsk forskning.
Nogle forskere fortalte dog, at de i frustration over reaktionerne omhyggeligt undlod at nævne ordet dyreforsøg, og i stedet fortalte folk at de arbejdede med "kræftforskning" eller arbejdede på "dét og dét hospital". Andre vurderede hen ad vejen om samtalen tog en sådan drejning, at de gradvist kunne fortælle mere og mere om deres brug af dyr, dog kun så længe snakken forblev positiv og "sikker" for dem. Nogle valgte også straks at oplyse om, at de selv havde kæledyr, måske for at afværge et indtryk af dem som ufølsomme og hjerteløse forskere.
Selvom disse overlevelsesmekanismer helt afgjort gør det lettere for mange at udføre forsøg på dyr, så er det et spørgsmål, om det er klogt at fortsætte denne linie. Der er to måder at anskue tingene på: nogle vil fremføre, at ved at klare problemerne på ovennævnte måde, så vil forskerne blive følelsesmæssigt forråede og moralsk afstumpede. Andre er mere opmærksomme på de bagvedliggende konflikter, som fremkalder forsvarsmekanismerne hos forskerne. At disse konflikter overhovedet kommer til udtryk hos forskerne kan skyldes, at der i samfundet er en stigende opmærksomhed om hvorledes dyr bør betragtes og behandles. Forsvarsmekanismerne træder i kraft, når menneskehedens normer kolliderer med traditionel videnskabelig praksis. Det er opmuntrende for den, som tolker det som en vilje til at lægge større vægt på humanitære idealer indenfor dyreforsøgs-verdenen.