Projektet EDIT kan redde 100.000'er dyr

Forskningsprojektet EDIT’s mål er at udvikle og vurdere pålideligheden af cellekulturer til afprøvning af f.eks. kemikaliers og lægemidlers akutte giftighed.

EDIT bygger på det nu afsluttede, internationale MEIC-projekt. Formålet med MEIC-projektet var at fastslå, om cellekulturer kan anvendes til at forudsige bl.a. kemikaliers giftighed for mennesker. Resultaterne af projektet viser, at en kombination (et batteri) af tre simple humane cellelinietests kan forudsige akut giftighed med større sikkerhed end ved testning med brug af dyr.
Inden dette batteri af cellelinietests kan erstatte dyreforsøg, er det dog nødvendigt at forbedre det ved, at der yderligere tilføres et antal nye tests. Det sker nu inden for rammerne af EDIT-projektet. En videnskabelig komité, som består af ti europæiske eksperter, styrer projektet og arbejder nu med at identificere de tests, som i første omgang bør udvikles og evalueres. Komitéen arbejder også med at finde frem til laboratorier, som er villige og har kompetence til at udføre udviklings- og evalueringsarbejdet. Det kommer efter al sandsynlighed til at dreje sig om 15-20 laboratorier, hovedsageligt i Europa.
Udviklingen af EDIT-projektet kan føre til videnskabeligt bedre, mere pålidelige og billigere giftighedstestning i fremtiden. Men fremfor alt lægger Forsøgsdyrenes Værns Alternativfondet vægt på, at det vil medvirke til et kraftigt fald i anvendelsen af forsøgsdyr.
Betydningen af EDIT-projektet kan altså blive meget stor - især nu hvor EU har stillet krav om, at både gamle og nye kemikalier skal testes for giftighed. Det kan betyde, at mange millioner forsøgsdyr vil blive anvendt i lidelsesvoldende forsøg.
Da EDIT-projektet bygger på resultater fra MEIC-projektet, er det langt mere rationelt end tidligere forsøg på at udvikle dyrefri metoder inden for giftighedstestning. Projektet indeholder dermed store muligheder for effektivt og inden for en nær fremtid at udvikle celledyrkningsmetoder, som formodentlig helt kan erstatte dyreforsøg ved akut systemisk testning. Gennemførelsen af EDIT-projektet skulle således kunne spare både mange dyreliv og mange penge.


Fakta om EDIT-projektet
EDIT står for Evaluation Guided Development of New In Vitro Tests.
EDIT bygger på det internationale projekt MEIC, som står for Multicenter Evaluation of In Vitro Cytotoxicity Test. Initiativtager til både MEIC og EDIT var Björn Ekwall, som døde i 2000. Nu koordineres EDIT af svenskeren Cecilia Clemedson på Expertrådet AB i Sundby-berg. Som videnskabelig leder står Scandinavian Society of Cell Toxicology (SSCT), hvis formand er professor Jørgen Clausen, Roskilde Universitet. Læs om EDIT og MEIC på: www.cctoxconsulting.a.se

 tilbage



Eva Selzer Rasmussens tale ved modtagelsen af
Nordisk Forskningspris til Alternativer til Dyreforsøg
den 3. maj 2000.

Jeg vil gerne udtrykke min store taknemmelighed overfor de tre Nordiske dyreværnsfonde, der i dag har givet mig den Nordiske Forskningspris til Alternativer til Dyreforsøg. Jeg værdsætter jeres ægte, helhjertede interesse i erstatning af lidelsesvoldende og unødvendige dyreforsøg med alternative tests. I har været en stor inspiration for mig, og I har åbnet mine øjne.

De mange tal, som jeg håndterer gennem en arbejdsdag, er ikke længere bare tal for mig. De er blevet forvandlet til et veritabelt mareridt. LD-50 værdier, andre mål for dødelig forgiftning og Draize test resultater beskriver ofte absurd og totalt uacceptabel lidelse for forsøgsdyrene. Fornemmelsen af mareridt øges af, at tallene ikke er pålidelige. Både Draize test resultater og LD-50 værdier er ekstremt variable. Det er meget ejendommeligt, at sådanne tal stadig bruges til klassificering og mærkning af kemikalier.


I 1993 fik vi en ny lov om dyreforsøg i Danmark. Blandt de indviede er dens kælenavn "den umulige lov". Loven siger at dyreforsøg, der indebærer stærk smerte og intens lidelse eller angst,er forbudt uden undtagelse. Men situationen er den, at andre love f. eks. påbyder industrien at opnå LD-50 værdier og Draize test resultater som krav fra myndighederne. I Danmark har mere end 10.000 forsøgsdyr været anvendt i potentielt stærkt belastende eksperimenter siden 1993.
Forholdene må ændres. Jeg er glad for at tage direkte videre til et møde med de specialister, der koordinerer arbejdet med retningslinjer for testning af kemikalier i EU. Forhåbentlig kan vi blive enige om, at OECD's 401 test med det orale LD-50 forsøg skal ophøre med at eksistere. Vi er på rette vej, men 401 er kun begyndelsen. Kommende opgaver er at slette test 402 og 403, der beskriver andre LD50 procedurer. Selv helt nye alternative dyreforsøg, som akut toksisk klasse metoden, er sammenlignelige med LD50 testen i belastningsgrad for forsøgsdyrene.

Den mest vigtige opgave er dog at indføre ægte alternativer. For at gøre samfundet i stand til at teste kemiske stoffer på celler og væv i stedet for på dyr. Jeg har været glad for at arbejde som forsker på dette område i 20 år. I de første 10 år har jeg arbejdet med alternativer til kræftforsøg. I de seneste 10 år har jeg arbejdet med alternativer til forgiftningsforsøg og øjenirritationstests. Vi har specielt haft succes med at forudsige øjenirritation med en vævsmodel. Både akutte og længere varende effekter kunne forudsiges, og jeg er sikker på, at vævsmodeller kan erstatte Draize testen. Vi har også fornyligt udviklet en meget hurtig og billig test for cellers levedygtighed, som kan revolutionere giftighedstestning på celleplan. Der er ingen tvivl om, at alternative metoder fremover stærkt vil reducere omkostningerne ved sikkerhedstesting.

Myndighedernes regulering af stoffer vil også blive forbedret ved en øget anvendelse af analyser af molekylærs struktur og resultater fra alternative tests. Ved at anvende en sådan strategi ved veterinærgodkendelse af rengørings- og desinfektionsmidler, har vi øget effektiviteten af godkendelsesproceduren meget betydeligt.
Jeg arbejder på et af de største forskningsinstitutter i Danmark: Institut for Fødevaresikkerhed og Toksikologi, der hører under Fødevaredirektoratet. Instituttet er et nationalt center for vurdering af sikkerhed for mennesker. Jeg arbejder primært for Miljøstyrelsen, som håndterer problemer med sikkerhed af kosmetik og kemikalier. Men vi betjener også mange internationale organisationer som f.eks. specialistudvalg under Nordisk Ministerråd, EU, WHO og OECD.

For 20 år siden blev mine kollegaer og jeg beskyldt for at være skøre, fordi vi arbejdede med mutagentests med bakterier. I bedste fald rystede vores mere etablerede kollegaer på hovedet. De spurgte, hvorfor syge bakterier, der blev endnu mere syge, kunne have noget som helst at gøre med cancer. I værste fald råbte og skreg anerkendte forskere ad os. Men det nyttede ikke. Accepten af cancer mutationsteorien fik i stedet samfundet til at forandre sig. Vi var ikke længere freaks, men de fine fyre, der havde læst på lektien. Accepten af mutagentests med bakterier og celler har også i meget høj grad lettet accepten af nye alternative metoder.

Som ung forsker blev jeg meget ked af at opleve de heftige reaktioner på vores arbejde. I desperation begyndte jeg at læse videnskabshistorie for at finde paralleller. Jeg blev glad for at se situationen beskrevet som typisk for forskere i fronten ved et paradigmeskift. Sommetider er jeg faktisk stolt af, at min tilstedeværelse ikke er uproblematisk. Fornyligt har jeg hjulpet EU’s Videnskabelige Komité for Fødevarer med at opklare en regulær svindelsag. Et accepteret tilsætningsstof til fødevarer blev mistænkt for at være kræftfremkaldende af miljøgrupper. Dette skyldtes resultater fra en kromosomtest, der var blevet offentliggjort af en gruppe universitetsforskere i et meget anerkendt videnskabeligt tidsskrift. Firmaet der blev angrebet, gjorde en meget stor indsats for at skaffe de originale testresultater. Da de kom frem var det åbenlyst, at kromosomundersøgelsen var forfalsket. Alle blev glade, da den gnavende orm forlod vore hjerter. Da vi genkendte navnene, forlod en hel flok orm mødelokalet i Bruxelles.

Industrien bliver ofte beskyldt for at være upålidelig. Det har ikke været min generelle erfaring. Faktisk er jeg blevet meget glædeligt overrasket over den velvilje jeg har mødt fra industri og dyreværnsgrupper, der arbejder med samme målsætning som jeg Jeg er meget taknemmelig for Den Nordiske Forskningspris, og jeg lover at gøre mit bedste for at fortjene den.

Jeg er glad for at ECVAM og den Europæiske kosmetikindustri (COLIPA) har introduceret to nye retningslinjer for testning med alternative metoder. Jeg er glad for, at EU’s medlemsstater lige er blevet enige om at acceptere dem. Den nye test for ætsende effekter er meget vigtig, fordi den erstatter et yderst belastende dyreforsøg. Den nye test for fototoksicitet er også et væsentligt skridt i den rigtige retning. Men vi bliver nødt til at ændre mange andre forsøgsprocedurer. Efter min mening har det videnskabelige samfund allerede udviklet pålidelige og videnskabeligt sunde alternativer til de fleste af de akutte dyreforsøg, der bruges ved giftighedsafprøvning. Det væsentligste problem er at opnå national og international enighed om alternativerne. Men det er teoretisk muligt at erstatte dyreforsøg til kosmetiktestning med andre metoder indenfor få år. Dette vil også få meget stor betydning for testning af kemikalier, da de fleste ressourcer på dette område bliver anvendt til afprøvning af akut giftighed.

Jeg kan ikke forudse den videnkabelige basis for erstatning af alle de eksisterende toksikologiske dyreforsøg. Vi står ved begyndelsen på den gigantiske opgave det er at ændre et paradigme. Vi bliver simpelhen nødt til at begynde at stille de rigtige spørgsmål inden vi kan begynde på at udvikle de nye alternative tests, som vil bringe yderligere fremskridt. Men feltet kunne og burde bevæge sig en hel del hurtigere. Vi kan ikke løse etiske problemer, hvis vi tillader os at blive paralyseret af deres omfang. Vi bliver nødt til at lægge kortene på bordet. Vi bliver nødt til at turde konfrontere problemerne og stimulere den offentlige debat.



tilbage







Copyright: Landsforeningen Forsøgsdyrenes Værn