Dét siger en person, der var ansat på et testlaboratorium, hvor det ikke er småting forsøgsdyrene må gennemgå. Vedkommende kunne ikke holde det ud og måtte holde op.

Hvordan vil du karakterisere det sted, hvor du var ansat?
Jeg vil betegne det som et forsøgscenter, der udfører allehånde opgaver, fra at teste giftigheden af et produkt før det sendes på markedet til testning af CNS-præparater (medicin til behandling af sygdomme i centralnervesystemet). Desuden udføres der alle de toksikologiske forsøg, der af myndighederne kræves for medicin, madvarer, kemiske midler o.s.v.
Virksomheden lever af at udføre disse forsøg, der både kan udføres for private som offentlige institutioner og firmaer, både i ind- og udland.

Hvad var din egen baggrund, da du begyndte at arbejde på virksomheden?
Jeg var veterinærstuderende (dyrlægestud.).

Hvilke dyr anvendes der på virksomheden?
Grise, mus, kaniner, rotter og hunde.

Hvilke dyr beskæftigede du dig med?
Primært rotter og hunde.

Hvor lang var din arbejdsdag?
5-6 timer på hverdage og med week-end-vagter.

Havde du meget eller lidt ansvar?
Jeg synes, jeg fik for meget ansvar. Jeg blev f.eks. hurtigt sat til at have vagten alene i week-ends.

Fandt du det forsvarligt?
Nej, bestemt ikke, og der skete faktisk en fejl, som kostede en hund livet.

Hvad skete der?
Jeg havde vagten alene i en week-end, kort efter at jeg var begyndt. Der var et forsøg igang, og jeg skulle indgive en del hunde et præparat, som via sonde skulle føres direkte ned i maven. Hundene var altid meget svære at have med at gøre, de forsøgte at gøre sig fri, at undslippe sonden, og nogle af dem vidste måske også af erfaring, at de, efter at have fået stoffet, ville blive syge.
Jeg havde kun én fra staldpersonalet til at hjælpe mig, og selve sondefodringen havde jeg kun fået demonstreret ganske kort nogle få dage forinden.
Da jeg havde fået sonden ned, følte jeg mig usikker på, om den lå, som den skulle, og jeg følte mig meget stresset over at være alene med ansvaret uden at have nogen at spørge til råds.
Hunden var meget urolig, men jeg fik dog indgivet præparatet. Da hunden skal tilbage til sit bur, siger medhjælperen pludselig: "Der er noget galt". Hunden kastede en klat rød slim op og var død.
Jeg blev dybt chokeret - vi måtte tilkalde assistance, for jeg kunne slet ikke fortsætte med de andre hunde.
Sonden var ikke gået i lungerne (hvilket ellers er en typisk fejl), det viste en senere undersøgelse, men dødsårsagen blev ikke klarlagt. Jeg fik at vide af de øvrige ansatte, at netop i dette forsøg var dødsprocenten blandt hundene meget høj, og af denne årsag blev forsøget senere afbrudt.

Kan du fortælle lidt om årsagen til din kritik og beskrive de hændelser, der ligger bag?
Ja, desværre er der jo ikke blot tale om enkeltstående hændelser men simpelthen om nogle teknikker, der dagligt udføres helt rutinemæssigt på virksomheden. Jeg var f.eks. med til at lave nogle indgreb i huden på rotter. Vi arbejdede 4 personer sammen ad gangen. Én hentede og bragte rotterne, én bedøvede dyrene som på samlebånd og to opererede. Ind imellem kunne der være ting, der drillede, så indgrebet tog lidt længere tid. Det bevirkede, at næste rotte i rækken begyndte at vågne. Den fik ikke en ny portion bedøvelse men blev istedet holdt fast, medens indgrebet blev foretaget.
Det kunne også ske, at den rotte, man var igang med, begyndte at vågne og pibe. Det var modbydeligt, og trods et pres fra de øvrige ansatte om fortsat at udføre disse indgreb sagde jeg fra. Jeg kunne simpelthen ikke klare det. Men desværre hjalp mine protester ikke dyrene - en anden person blev istedet sat til at holde dyrene. Det var forfærdeligt.
Jeg var også med til et andet forsøg: højdrægtige rotter blev slået ihjel samme dag, som de skulle føde deres unger. Ved et snit ned gennem bugvæggen åbnede man og tog de små unger ud sammen med livmoderen. Ungerne blev straks vejet og så lagt på køl.
Vi udførte dette på mange rotter, og når vi var færdige med den sidste, hentede vi det første kuld unger, vi havde lagt på køl. Som et led i forsøget skulle vi nu undersøge, om ungerne var normale. Da de "nyfødte" unger er nøgne og deres maveskind meget tyndt, tog vi blot fat i maveskind og bugvæg med en pincet og rev til. Så var der åbent ind til organerne - vi udtog først tarmene og vurderede så de andre organers udseende og om de indre kønsorganer var til stede og af normalt udseende. Det samme gjaldt lever m.m.
Vi skulle så stikke pincetten op i brysthulen og tage hjerte og lunger ud. På dette tidspunkt kunne vi nogle gange se hjertet banke, - hos nogle svagt men hos andre meget voldsomt. De øvrige ansatte forsikrede imidlertid, at dyrene intet følte, at det bare var "en refleks"!
I nogle af tilfældene var det ikke en forklaring, der holdt!

Hvordan synes du generelt, at holdningerne var til forsøgsdyr på virksomheden?
Enkelte opførte sig som om de slet ikke havde nogen holdning - de undlod at tale om dyrene, og det, de blev udsat for, og de veg uden om enhver diskussion. Andre kunne godt medgive, at der foregik mange ting, der var belastende og synd for dyrene. De var bange for at tage ord som "smerte" og "lidelse" i deres mund, men det var det, de mente.
Det helt gennemgående var dog, at ingen foretog sig noget konkret for at hjælpe dyrene. Hvis der var nogen, der var kritiske, så tav de med det og affandt sig med tingenes tilstand - var måske bange for at skille sig ud fra mængden. Desværre opførte flertallet sig, som om dyrene var døde ting, og det var direkte modbydeligt at opleve.

Kan du give eksempler herpå?
Ja, hvis f.eks. en hund i et giftighedsforsøg var kommet til det stadie lige inden den får kramper, hvor den savler og til tider bliver agressiv, og hvor den helt tydeligt har det så elendigt, så blev det blot noteret: "Hund nr. dét og dét er nu på dét og dét stadie".
Udover at det faktisk er rystende, at den slags forsøg overhovedet udføres på levende væsener, så var den rå og ufølsomme tone også en grim oplevelse. Det, der egentlig var så uhyggeligt, var den totale ligegyldighed, der prægede dem alle. En total ligegyldighed overfor dyrene.

Tror du, der sker en sortering af de men-nesker, der ansættes på virksomheder?
Det ved jeg, at der gør. Jeg blev interviewet inden min ansættelse og blev bl.a. spurgt om min holdning til dyreforsøg.
Nogle af spørgsmålene havde desuden til formål at belyse, om jeg psykisk ville være i stand til at "klare mosten". Iøvrigt er jeg sikker på, at der under alle omstændigheder sker en "naturlig" frasortering af de mennesker, der har respekt for dyr; du kan ganske simpelt ikke arbejde sådan et sted, hvis du føler respekt for dyr.
Det er egentlig ærgerligt, for den eneste måde, hvorpå der kan ske ændringer, er, hvis mennesker med en veludviklet moral tager ansættelse på sådanne steder og indefra arbejder for ændringer til gode for dyrene.

Hvorledes oplevede du arbejdsmiljøet i virksomheden?
Medarbejderne imellem var det som sådan OK, - det kunne have været en hvilken som helst arbejdsplads.

Hvad var det, der "ramte" dig mest i løbet af den tid, du var ansat?
Det var så ganske afgjort dyrenes lidelser, som jo var så tydelige. Når jeg siger lidelse, mener jeg egentlig både det, der skete, medens jeg så på, men også det, de havde gennemgået forinden og det, de måske skulle gennemgå i fremtiden.
For hundene gjaldt det den opvækst, de havde haft på et stort avlscenter i USA og den efterfølgende transport til Danmark. For alle dyrenes vedkommende var opstaldningen på virksomheden under al kritik hvad angår plads og mulighed for at udføre naturlig adfærd m.m. Afhængig af personen blev de også håndteret meget hårdhændet.
Dertil kommer selvfølgelig de lidelser, de blev påført under et indgreb, eller når de indgik i giftighedsforsøg af kortere eller længere varighed. Jeg kan summere og sige, at de dyrs hele skæbne var dét, der ramte mig mest.

Nu har du oplevet en sådan virksomhed indefra. Tror du egentlig, at der reelt er nogen, der ved, hvad der foregår?
Nej, og det skyldes jo, at sådanne foretagender er utrolig lukkede. Hvis de endelig åbner dørene for f.eks. pressen, så er det jo et konstrueret billede, den får at se og ikke den virkelige verden.
Heller ikke Dyreforsøgstilsynet, som jo på papiret er den kontrollerende instans, har nogen som helst anelse om, hvad der foregår. De er jo ikke tilstede i dagligdagen, og de oplever ikke alle de overgreb, jeg blev vidne til. Selvom de besøger virksomheden, vil de aldrig få "virkeligheden" at se. Jeg tvivler også på, at de er interesserede.

Hvorfor vil du gerne fortælle om disse oplevelser? Hvad er det, du vil?
Jeg håber, at jeg ved at fortælle om mine oplevelser kan give andre mod til at sætte grænser. Ansættelsesforholdet fik en personlig betydning for mig, idet jeg lærte at sige fra. Jeg fandt ud af, at der er ting, jeg simpelthen ikke vil være med til, og at jeg faktisk var i stand til at fortælle, at nu var min grænse overskredet! også selvom jeg er/var den eneste ud af en gruppe, der sagde stop.
Egentlig synes jeg, at man kan overføre de ting, jeg lærte, på så meget andet i livet. Vi har et stort ansvar, når vi har andres liv og skæbne i vore hænder. Det gælder børn, syge, ældre, dyr, og vi skal anstændigvis sørge for, at de ikke lider overlast, hverkan fysisk eller psykisk. De er i en situation, hvor de måske ikke selv kan gøre indsigelse, og det skal vi så gøre på deres vegne.