|
Hunde der lever under kummerlige forhold og handles kynisk som en anden vare. Det er ikke noget, man blot ser i udlandet langt væk fra det danske velfærdssamfund. I Hobro, Køge, Brønderslev, Aalborg og mange andre steder i Danmark lever hunde under så usle kår, at det er svært at forestille sig. Igennem mere end 2½ år har Forsøgsdyrenes Værn undersøgt hundehandlere, hundeformidlere og hundeavlere i hele Danmark.
|
|
|
|
Alle sælger de hunde, men der er forskel på, hvorfra de skaffer dyrene. Nogle kommer fra familier, der ikke længere vil have deres hund, andre fra østeuropæiske lande som f.eks. Ungarn, Tjekkiet, Polen og Litauen. Hundehandlerne har hundene stående hos sig selv eller hos hjælpere, før dyrene videresælges. Formidlerne opererer derimod som mellemmænd, uden selv at have fysisk kontakt med dyrene. Avlerne sælger i sagens natur afkom efter egne hunde, men hos mange af de avlere, Forsøgsdyrenes Værn har besøgt, avles der mange hvalpe på den samme tæve, og avlstæverne fungerer som fødemaskiner. En stor del af hundehandlerne optræder i flere af kategorierne samtidig. De både avler, aftager hunde fra familier og importerer hvalpe fra Østeuropa. Fælles for handlere, formidlere og avlere er, at de tjener store penge på dyrene. Ofte får handlerne både penge for at tage imod hunden fra de mennesker, der vil af med den, og når hunden sælges videre til en ny familie. Nogle hundehandlere fortæller, at de sælger hundredevis af hunde om året til en klækkelig sum.
|
|