Hundehandlere - dyrenes mareridt

Forsøgsdyrenes Værn fik i 2001 nogle oplysninger, som pegede i retning af, at private hunde i visse tilfælde ender som forsøgsdyr. Den sag arbejder vi fortsat med. Med udgangspunkt heri, kom vi endnu en gang i berøring med det danske hundehandlermiljø. Sidste gang vi foretog en gennemgribende undersøgelse af hundehandel var i 1989-1991.

Vi har på ny måttet konstatere, at omfanget af handel med og formidling af både danske og importerede hunde er stort. Projektet har løbet over 2½ år, hvor et udsnit af de hundehandlere vi har holdt øje med er besøgt én eller flere gange af Forsøgsdyrenes Værn. I alt er flere end 260 hundehandleres salg fulgt over samme periode.

Der findes imidlertid mange flere hundehandlere i Danmark end dem, vi har valgt at se nærmere på. En del hundehandlere holder ikke af offentlighedens søgelys og lever derfor efter devisen: den, der lever skjult, lever godt. De dækker sig ind bag telefoner med taletidskort, hemmelige adresser m.v.
Det har derfor kostet os en del besvær at finde frem til disse handlere og kun ved stor hjælp fra frivillige.
Forsøgsdyrenes Værns interesse i dette projekt har udelukkende været af dyreværnsmæssig karakter. Vi er dog blevet slået med forbløffelse over handlernes store indtjening.
Forsøgsdyrenes Værn har skrevet til justitsministeren med en lang række forslag til nye bestemmelser på området.


Alle rettigheder: Landsforeningen Forsøgsdyrenes Værn. Eftertryk ikke tilladt.