I dette forsøgsprojekt forsøger man bl.a. at efterligne cystisk fibrose i en dyremodel. I forsøget anvendes 7 uger gamle hunrotteunger, der fordeles i 5 grupper med 16-29 dyr i hver:
”Inden for de første 2 dage efter smittepåvirkning døde 32 ud af 111 dyr (29% af rotterne)”. ”En uge efter smittepåvirkning havde alle overlevende rotter udviklet makroskopiske (som kan ses med det blotte øje, red.) forandringer, med akutte sammenklæbninger af den nederste del af lungerne til brystvæggen, blødninger, sammenklapning af lungevæv og bylder”.
"1, 2, og 4 uger efter smittepåvirkning bliver 2 til 9 rotter fra hver af de 5 grupper aflivet. Det ulige antal rotter fra hver gruppe skyldes forskellig grad af dødelighed på grund af den kroniske lungeinfektion. Blod bliver opsamlet ved hjertepunktur”.
4 og 2 uger inden forsøget vaccineres* én gruppe af dyrene med E.Coli LPS eller P. aeruginosa sonicate.


*Challenge-metoden er én af mange afprøvninger, som anvendes i kvalitetskontrollen af vacciner. Den udføres for at kontrollere vaccinens effektivitet. Der anvendes mus i forsøgene for at finde frem til den rette koncentration af challenge-dosis. Man indsprøjter en koncentration af en stamme af kighoste-bakterier i hjernen på musene indtil man gennem forskellige dødstests kommer frem til den dosis, som kan anvendes i challenge-metoden for at teste styrken af vaccinen. Hos Canadian Council on Animal Care (CCAC) bliver denne type af forsøg kategoriseret allerhøjest (kategori fire) på en skala over de grader af lidelse dyr kan blive udsat for. I England rubriceres de lidelser mus udsættes for i vaccine-testning også som værende af yderst alvorlig karakter.

Udført på Rigshospitalet af forskere tilknyttet Bartholininstituttet, Ritgshospitalet, Panum Instituttet og støttet af Nationalforeningen til Bekæmpelse af Lungesygdomme.

Uddrag fra ”APMIS” 1995

”Dyret (abe.red.) fór rundt i buret, idet det ind imellem kastede sig mod burets tremmer. Denne reaktion nåede et maksimum//højdepunkt ca. 30 min. efter indsprøjtning (af det stof der testes for, red.). Efterfølgende kollapsede dyret, gik i koma og døde timer senere – mest sandsynligt af skader på hjernen/hjernelæsioner”.

Udført af 2 forskere på et hospital.

Uddrag fra ”Society of Biological Psychiatry” 2001

Eksempel 1

Aberrant Behavioral Effects of a Dopamine D1 Receptor Antagonist and Agonist in Monkeys: Evidence of Uncharted Dopamine D1 Receptor Actions

"96 8 uger gamle grise fra 12 kuld blev tilfældigt opdelt i 24 grupper...". "Stress-påvirkningen begyndte, da grisene var 115 dage gamle og stod på i 33 dage. Påvirkningen bestod af 0 til 5 daglige sessioner af uundgåelige elektriske stød med en minimumstid på 30 minutter mellem hver påvirkning. De blev givet mellem kl. 8 og 16. Hver session bestod af 5 chok, (2700 V, 0,25 mA), som blev givet med 1 sekunds interval og vedblev ½ sekund"... "For at forstærke uforudsigeligheden af den elektriske påvirkning (af de elektriske stød, red.), varierede antal og tidspunkt fra dag til dag...". De elektriske chok kom fra et halsbånd rundt om grisens hals.

Dyrenes reaktioner på de elektriske stød oplyses i et skema.

Eksempel 4

Metallothionein I+II Expression and Their Role in Experimental Autoimmune Encephalomyelitis

I forsøget anvendes hun-rotter.
I artiklen oplyses om udførelsen af indtil flere procedurer, som Forsøgsdyrenes Værn finder overordentligt kritisable og lidelsesvoldende. Som eksempel kan nævnes, at dyrene får indsprøjtninger af Freunds komplette adjuvans i begge bagbens fodpuder. Denne procedure kritiseres skarpt fra videnskabelig side, idet Freunds komplette adjuvans er stærkt vævsirriterende og giver anledning til voldsom væskeansamling. På et sted, hvor hud og væv er stramt og der ikke er plads til den væskeansamling der kommer, medfører det voldsomme smerter for dyrene. Desuden er stoffet stærkt vævsirriterende og kan ”vandre” i kroppen og give skader i bl.a. organer. Der anføres, at dyrene får smertestillende behandling i nogle dage, men det er alligevel en helt uacceptabel metode. Der findes andre metoder – f.eks. brugen af Freunds inkomplette Adjuvans – men det betyder, at forskerne skal vente lidt længere, førend de får det resultat de vil have.
Dag 1 og 3 efter denne behandling indsprøjtes Bordetella Pertussis vaccine, i alt 8 mg (!) i en vene på dyret. Forskerne skriver herefter bl.a.: ”Denne metode for aktiv induktion af EAE (den kunstigt inducerede tilstand, som man i Danmark mener kommer Multipel Sclerose hos mennesker nærmest, red.) fik 70-90% af rotterne til at udvikle kliniske EAE-symptomer”….
Forskerne oplyser, at både de syge dyr og kontroldyrene får indsprøjtninger i bughulen med et test-stof eller med saltvand TRE GANGE DAGLIGT fra dag 10 og til aflivning. Tre daglige indsprøjtninger er efter vor opfattelse simpelthen helt uacceptabelt ud fra et dyreværnsmæssigt synspunkt – det står tidligere anført, at nogle af dyrene lever i 50 dage.
Senere skriver forskerne: ”….i EAE-syge rotter sås der vægttab på 5-6 dagen… (efter sygdomspåførslen). Det maksimale vægttab faldt sammen med lammelser og nåede op på 15-20% af den totale vægt”. ”De fleste af disse dyr udviste moderate til svære lammelser eller lammelser af alle fire ben med inkontinens* til følge”. ”….Dødeligheden blandt de EAE-syge rotter svingede mellem 10-15%….”.

Forsøgsdyrenes Værn finder, at dyrene udsættes for står lidelse i dette forsøg.
Dyrene forstår ikke hvad der sker. De er syge, de taber sig, enten fordi de ikke har appetit på grund af f.eks. kvalme eller fordi de har smerter, de lammes og ligger i deres egen urin. Alt dette er alvorlig og svær belastning af dyret.


*Inkontinens betyder, at man ikke kan holde på urinen.


Forsøget blev bl.a. udført af en forsker på Panum Instituttet. Det blev finansieret af bl.a. Scleroseforeningen, Novo Nordisk Fonden, Dansk Epilepsi Selskabs Forskningsfond, Diabetesforeningen, Foreningen Værn om Synet, Hjerteforeningen og en lang række fonde.

Uddrag fra ”GLIA” 2000

Eksempel 5

Immunoglobulin Leakiness in scid Mice with CD4+ T-Cell-Induced Chronic Colitis

Musene har forinden fået transplanteret celler, som bevirker, at de inden for 3-4 måneder får en dødelig kronisk colitis.
&#De transplanterede mus blev undersøgt for vægttab, fremfald af endetarm og diarré, og afføringsprøver blev taget to gange ugentlig gennem hele observationsperioden på 2 måneder – startende efter transplantationen. På dette tidspunkt havde musene blød afføring, og fire af dem udviste hæmmet vækst, sammenlignet med kontroldyr på samme alder, som ikke havde fået transplanteret celler. Musene blev aflivet med henblik på histologiske undersøgelser efter en observationsperiode på 110 dage, hvor alle musene havde blød afføring eller diarré, og de mest alvorligt syge udviste et vægttab på omkring 20%”.


Uddrag fra ”Clinical Immunology” 2000

Eksempel 6

A humanized model for Multiple Sclerosis using HLA-DR2 and a human T-cell receptor.

"For at påføre den kliniske sygdom, inducerede vi musene med Myelin Basic protein (MBP) 84-102 peptid i Komplet Freunds Adjuvans* og Pertussis toxin. Kun DR2- og TCR-mus (benævnelser for transgene mus.red.) udviklede sygdom, med en hyppighed på 85-90%. Tidspunkt for udbruddet af sygdom, kliniske manifestationer på denne og sygdomsforløb var yderst variable. Tidspunkt for udbrud af sygdom gik fra meget tidligt (dag 4) til relativt sent (dag 19) og de kliniske tegn var enten alvorlige eller svage. I ca. 60% af de DR2/TCR dobbelt-transgene syge mus og i ca. 25% af de DR2/TCR/CD4 tredobbelt-transgene syge mus var de kliniske manifestationer begrænset til nedsat halefunktion, som udviklede sig til lammelser af bagben og inkontinens (manglende kontrol af blærefunktionen.red.)".
"I 40% af de DR2/TCR dobbelt-transgene syge mus og i 75% af de DR2/TCR/CD4 tredobbelt-transgene syge mus observerede vi ét eller flere af følgende symptomer, som indikerede, at lillehjernen og andre dele af hjernen var medinddraget: vaklende gangart, manglende koordination, svækket balance, langsomme bevægelser, lammelser af forben, spastiske eller søvngængeragtige bevægelser. I nogle mus så vi en kombination af symptomerne.
Almindeligvis så vi to forskellige sygdomsforløb: én, i hvilken musene døde på grund af fremskreden sygdom i den indledende fase og én i hvilken musene udviklede en sygdom, som efter det første anfald medførte en række tilbagefald.
Nogle få mus kom sig mellem anfaldene, men de fleste dyr udviste vedblivende neurologiske skader mellem startfasen og det første tilbagefald".
"Histologiske analyser viste betændelse i og forandringer og beskadigelse af nerveskedevævet i hele central-nervesystemet.....Derudover fandt vi lignende læsioner i optiske og vestibulære nerver" (vestibulære nerver: høre- og balancenerver).


*Freunds Komplette Adjuvans (FKA) er det mest anvendte, vævsirriterende stof, som benyttes ved fremstilling af antistoffer fra dyr. Det er ikke tilladt at anvende det til mennesker på grund af de alvorlige følger, som indsprøjtningen af stoffet kan få. Men det er stadig tilladt at anvende til dyr på trods af, at flere forskere igennem de seneste 14 år har gjort opmærksom på de lidelser, det medfører for dyrene.
FKA forstærker antistofproduktionen ved at fremkalde en stærk betændelsesreaktion. Reaktionen fremkommer bl.a. dér, hvor opløsningen er blevet indsprøjet, og både mængde og måde hvorpå det indsprøjtes har betydning for graden af skader. Stoffet lægger sig som et depot, og mange foretrækker at indsprøjte det under huden.
De alvorligste skader ses, når stoffet enten gives i større portioner pr. injektionssted eller hvor det indeholder store mængder mycobakterier. Indsprøjtes stoffet under huden kan det give ødelagt væv og sår i huden. Indsprøjtes det i musklen kan det give degenererede muskler og stoffet kan ”vandre” til organer såsom lunger, lever og hjerte og skade disse. Indsprøjtes det i fodsålerne på dyrene, kan det også give ekstreme hævelser, som er meget smertefulde, og sår som gør, at dyrene næsten ikke kan gå. Indsprøjtes det i en vene, ses skaderne især i lungerne.


8 danske forskere deltog i dette forsøg. De kom fra henholdsvis Rigshospitalet, Århus Universitet, Skejby Sygehus og Danmarks Farmaceutiske Højskole. Projektet blev støttet af bl.a. Skleroseforeningen og Novo Nordisk Fonden. Resultaterne, hvorfra ovenstående uddrag er hentet, blev offentliggjort i 1999.

Uddrag fra ”Nature Genetics” 1999

Eksempel 7

Electrical Amygdala Kindling in Alcohol-Withdrawal Kindled Rats.
Forsøget involverer alkoholforgiftning, efterfølgende elektrisk påvirkning og operation

Forsøgene er foretaget i udlandet siden 1975 og i Danmark i 80’erne og op gennem 90’erne (sideløbende med de udenlandske forsøg).
Først påføres dyrene en alvorlig alkoholforgiftning 8-16 gange. Det gøres således:
"I hver forgiftnings-session bliver alkoholen indgivet 5 gange daglig mellem kl. 800 og 2400 via mavesonde (sonde der føres ned gennem mund, svælg og videre ned i mavesækken)".
Hver forgiftning med tvangsindgivelse af alkohol varer 2 dage. Derefter følger 5 dage uden alkohol. Denne ”2 dages alvorlig alkoholforgiftning, 5 dage uden alkohol”-session gentages som sagt 8 - 16 gange. Der udføres 3 forsøg med mindre variationer. Til forsøg I anvendes 40 dyr, til forsøg II 80 dyr og til forsøg III 90 dyr.
Forsøg III bliver udført, fordi 43 dyr dør i forsøg II, inden forsøget er tilendebragt.
I forsøg I dør 15 af de 40 dyr, og i forsøg III dør 24 af de 90 dyr. Forskerne oplyser, at høj dødelighed er forventet. Det er en ”uundgåelig konsekvens af den alvorlige akoholforgiftning”.
Kindling* (som er gentagne små elektriske stød, som til sidst udløser epileptisk anfald) blev udført dagligt. Forskerne var tilfredse, når rotterne i forsøg I havde fået 1 anfald og når de i forsøg II og III havde fået 3 anfald – alle af sværhedsgrad 5! Det er den alvorligste grad af belastning, inden dyret går i koma [og ikke længere har nogen reflekser.].
Efter hver af forsøgenes 8 – 16 sessioner blev 2 til 17 dyr udtaget til at få implanteret elektroder. Et varierende antal dage herefter bliver dyrene på ny udsat for 2-dages alkoholforgiftning”.


*Kindling er en procedure, hvor gentagne påførelser af små elektriske stød resulterer i epileptiske anfald og hvis sværhedsgrad ses ved måling af de elektriske hjernekurver. Den skade dyret påføres er langvarig, hvis ikke permanent. Man kan få samme varige reaktion og skade ved at indgive stoffer som kokain, lidokain, glutamat m.v.


Når dyrene gentagne gange bliver udsat for alkoholforgiftning med efterfølgende ”fratagelse” af alkohol, får de ved Kindling langt flere epileptiske anfald.


Forsøget (hvoraf der udføres flere næsten identiske) blev udført af 9 forskere på Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital.

Uddrag fra ”Alcohol & Alcoholism” 1998

Eksempel 8

Effect of Toluene on Ethanol Preference in Rats

Hanrotter, der vejede henholdsvis 380-480 g (forsøg A+B) og 100-150 g (forsøg c) blev anvendt i forsøget. I forsøg A sad dyrene alene i deres bur. I forsøg B og C sad de sammen to og to.
Forsøg A: Dyrene blev opdelt i 4 grupper af hver 20 dyr, hvoraf 1 gruppe er kontroldyr. De resterende 3 grupper fik via mavesonde dagligt i 5 uger ført henholdsvis 200, 400 eller 800 mg/kg toluen (99.0% ren toluen* opløst i soyaolie direkte ned i mavesækken.
Forsøg B: Også i dette forsøg blev dyrene opdelt i 4 grupper af hver 18 dyr. I 8 timer dagligt 5 dage om ugen blev dyrene anbragt i inhalationskamre. Gruppe 1 og 2 fik blot almindelig luft ført ind i kammeret, medens gruppe 3 og 4 blev udsat for 2000 p.p.m. toluen. Gruppe 1 og 2 havde adgang til almindeligt vand, og gruppe 3 og 4 havde kun adgang til vand indeholdende etanol. Ingen af grupperne havde adgang til mad i inhalationskammeret.
Forsøg C: Dyrene blev opdelt i 4 grupper af hver 18 dyr. Gruppe 1 og 2 fik kun almindelig luft ind i inhalationskammeret, medens gruppe 3 og 4 fik en koncentration af 2000 p.p.m. toluen (0,2%) ført ind. Alle 4 grupper sad i inhalationskammeret 6 timer daglig i 6 dage i løbet af 2 uger. Gruppe 1 og 3 havde adgang til almindeligt vand, gruppe 2 og 4 kun til etanol-holdigt vand.
De dyr der via mavesonde fik ført 800 mg/kg etanol ned i mavesækken, tabte sig signifikant. Blandt de ældste (se i indledningen: 380-480 g) rotter som inhalerede toluen og var tvunget til at drikke etanol* resulterede det i et betydeligt og signifikant vægttab. I denne gruppe og en anden gruppe drak dyrene betydeligt mindre. Blandt de dyr, der blev tvunget til at inhalere toluen, fik alle vægtgrupper en vedblivende aversion mod etanol.
Som afsluttende bemærkning konstaterer forskerne, at tolkningen af disse resultater i relation til mennesker er meget vanskeligt.


*etanol = ren spiritus
* toluen = et opløsningsmiddel


Udført af 3 forskere på et statsligt institut.

Eksempel 9

Dearomatized White Spirit Inhalation Exposure Causes Long-Lasting Neurophysiological Changes in Rats

108 dyr, 3 måneder gamle, blev opdelt i 3 grupper af hver 36 dyr. (Det oplyses, at dyrene blev mærket ved at klippe takker i øret – en helt unødvendig mærkningsmetode). Gruppe I er kontroldyr, gruppe II bliver udsat for 2339 mg mineralsk terpentin pr. kubikmeter luft, og gruppe III bliver udsat for 4679 mg mineralsk terpentin pr. kubikmeter luft i 6 timer, 5 dage om ugen i 6 måneder. Dyrene har ikke adgang til foder i de timer dagligt, hvor de udsættes for indåndingsluft med mineralsk terpentin.
&Under det daglig ophold (i inhalationskammeret, hvor grupper af rotter udsættes for to forskellige koncentrationer af mineralsk terpentin i indåndingsluften, red.) udviste dyrene tegn på ubehag ved begge koncentrationer. Især i den første del af perioden, hvor dyrene led under irriterede øjenslimhinder med tåreflåd og blodigt næseflåd. Terpentinens narkotiske effekt /påvirkning, som ses i begyndelsen, aftager gradvist i løbet af de to første uger (af forsøgets 6-måneders periode, red.)”.
70-80 dage efter de 6 forsøgsmåneders ophør, indgår dyrene i en række forsøg, hvor neurofysiologiske og adfærdsmæssige data bliver indsamlet.
Forinden får dyrene indopereret elektroder i kraniet/hjernen. Der bliver indopereret elektroder forskellige steder således, at reaktioner fra det område der vedrører syn, hørelse og følesans kan registreres. Ledningerne fra elektroderne samles og ender i stik, der kan tilsluttes måleapparatur.
Ca. en måned herefter bliver dyrene ved fuld bevidsthed anbragt i en fastholdelsesanordning og derefter udsat for en serie af lysglimt fra et specielt konstrueret apparat, hvor dyret har spejle på alle sider rundt om sit synsfelt og lige frem for sig har lyskilden på en afstand af 25 cm. Lysglimtenes styrke og frekvens er udregnet således, at påvirkningen er belastende for dyret. Dyret bliver udsat for dette hver dag i sessioner af uoplyst varighed.
Elektroderne fra dyrets hjerne bliver tilsluttet et apparat, der registrerer dyrets hjerne-reaktioner på belastningen.
Måneden efter bliver dyrene udsat for en serie stød på halen, men under bedøvelse. I forbindelse hermed bliver dyrene ligeledes udsat for kraftige lydpåvirkninger. Også hér bliver dyrenes hjerne-reaktioner registreret via de indopererede elektroder.
I næste forsøgsfase udsættes dyrene for en længere række såkaldte adfærdstests i vandlabyrinter, for uforudsigelige elektriske stød, når de går fra én boks til en anden, og for at blive sultet, så de er mere ”motiverede” til at udføre en række ting for at få deres nødvendige daglige fodermængde.
Endelig udsættes dyrene for i en række fastlagte sessioner at skulle svømme i et bassin, indtil de finder frem til en platform at redde sig op på. Platformens placering og lyset i rummet varieres eller platformen fjernes helt.
Til slut får dyrene indsprøjtet et stof, med en kendt hæmmet virkning på indlæringsevnen. Igen gennemgår dyrene en (længere) række forskellige ”tests.”.


Uddrag fra ”Neurotoxicology and Teratology” 1996