Henry David Thoreau blev født den 12. juli 1817 i Concorde, Massachusetts.
Han var allerede fra barn meget optaget af naturen og i særlig grad af dyrene.
Efter en eksamen fra Harvard trak han sig i 1845 tilbage til sin selvbyggede hytte ved Walden Pond, for at udføre sit berømte eksperiment: at leve enkelt iblandt skovens dyr, om hvilke han skrev med så megen kærlighed og rigdom. I 1847 vendte han tilbage til Concorde og fortsatte sit forfatterskab ved siden af sit almindelige arbejde på en fabrik.
Henry D. Thoreau døde i 1862.

I sin bog »Walden eller livet i skovene« skrev Henry David Thoreau i 1854 disse overvejelser om fiskeri, jagt, dyr som fødeemner og den påvirkning kosten har på os. Tankevækkende ord, og interessante iagttagelser, der også i dag desværre er meget fremmede for de fleste mennesker.

"Som regel er det på denne måde drengen stifter bekendtskab med skoven og med det mest oprindelige i sig selv. I begyndelsen går han derud som jæger og fisker, men senere får han, hvis han bærer kimen til et bedre liv i sig, øjnene op for, hvad det virkelig er, han søger; så bliver han måske digter eller naturforsker og lægger geværet og fiskestangen bort. Det store flertal af mennesker er stadig og altid børn i denne henseende. I visse lande er det ikke noget særsyn, at sognepræsten går på jagt. En sådan kirkens mand kunne måske blive en god hyrdehund, men Den gode Hyrde er han langtfra. Jeg har, til min overraskelse ved at tænke efter, konstateret, at den eneste beskæftigelse, bortset fra at hugge brænde eller skære is, som kunne få bare en eneste af mine medborgere, byens fædre og sønner, på en enkelt undtagelse nær, til at blive ved Walden Pond hele formiddagen eller eftermiddagen, var at fiske. Sædvanligvis syntes de ikke, de var heldige, når de ikke fik et stort bundt fisk med hjem, selv om de havde lejlighed til at betragte dammen hele tiden.
Guvernøren og hans råd kan svagt mindes dammen, for de tog på fisketur dér, da de var drenge; men nu er de for gamle og værdige til at tage ud og fiske, så de vil aldrig mere få den at se. Og dog regner selv de med at komme i himlen engang. Hvis den lovgivende magt tager sig af dammen, er det hovedsagelig for at regulere antallet af kroge, der må bruges i den; men de ved ikke noget om den krog over alle kroge som man kan fiske efter selve dammen med og spidde hele lovgivningsapparatet på som madding. Sådan gennemløber det uudviklede menneske selv i de civiliserede samfund udviklingens jægerstadium."

"Flere gange i løbet af de sidste år har jeg bemærket, at jeg ikke kan fiske uden at miste lidt af min selvrespekt. Jeg har prøvet det igen og igen. Jeg har håndelag for det og føler ligesom mange af mine venner en instinktiv tilskyndelse til det, som dukker op fra tid til anden, men hver gang jeg har gjort det, føler jeg, at det ville have været bedre, hvis jeg ikke havde fisket. Jeg tror ikke jeg tager fejl.
Det er kun en svag antydning, men det er det første strejf af morgenlys også. Jeg har utvivlsomt dette instinkt i mig, som hører hjemme i skabelsens lavere lag; men for hvert år bliver jeg mindre og mindre fisker, uden at min menneskelighed eller klogskab dog tager til; for tiden fisker jeg slet ikke. Men jeg er klar over, at hvis jeg skulle bo i vildmarken ville jeg igen føle mig fristet til for alvor at blive fisker og jæger. I øvrigt er der noget i bund og grund urent ved denne kost som ved alt kød, og jeg begyndte at få øjnene op, for hvor husarbejdet begynder, og hvad der er årsag til alle de anstrengende bestræbelser for at se pæn og ordentlig ud hver dag, og for at holde huset friskt og rent for alle lugte og alle frastødende syn. Da jeg har været min egen slagter og køkkenkarl og kok samt den herre som retterne blev serveret for, kan jeg tale af usædvanlig omfattende erfaring. Den praktiske ulempe ved dyrisk føde var for mig dens urenhed; og desuden, når jeg havde fanget, renset, tilberedt og spist mine fisk, syntes jeg ikke, at jeg virkelig var blevet næret at dem. Det var ubetydeligt og unødvendigt og kostede mere end jeg fik ud at det. Lidt brød eller et par kartofler ville have slået lige så godt til og betydet mindre besvær og snavs. Som mange af mine samtidige havde jeg i adskillige år kun sjældent brugt dyrisk føde, te, kaffe osv.; ikke så meget på grund af nogen dårligdom, som jeg kunne spore tilbage til disse ting, som fordi de var utiltalende for min fantasi. Modviljen mod dyrisk føde kommer ikke at erfaring, den er instinktiv. Det forekom mig på mange måder at være smukkere at leve spartansk og nøjes med lidt; og selv om jeg aldrig gjorde det fuldt ud, gik jeg vidt nok til at det var behageligt for fantasien. Jeg tror, at ethvert menneske, som nogensinde alvorligt har ønsket at bevare sine højere eller poetiske evner i bedst mulig stand, i særlig grad har været tilbøjelig til at afholde sig fra at spise dyrisk føde, ja, fra at spise meget overhovedet. Det er betegnende, at visse insekter, som entomologerne har fastslået (jeg har fundet det hos Kirby og Spence), »i deres færdige stadium, endskønt de er forsynet med organet til fødeindtagelse, ikke gør brug at disse« og de opstiller det som: ».en generel regel, at næsten alle insekter i dette stadium æder meget mindre end i larvestadiet. Når den forslugne kålorm forvandles til en sommerfugl ..... og når den umættelige maddike bliver til en flue«, lader de sig nøje med et par dråber honning eller en anden sød væske. Bugen under sommerfuglens vinger repræsenterer stadig larven. Det er den lækkerbisken som frister dens insektædende skæbne. Grovæderen er et menneske på larvestadiet; og man kan finde hele nationer i den tilstand, nationer uden sjæl og fantasi, hvis kæmpevomme forråder dem.
Det er svært at skaffe og tilberede så enkel og ren en kost at den ikke støder fantasien; men den, tror jeg, skal have næring sammen med kroppen; de skal sidde ved det samme bord. Og dog kan det måske gøres. Hvis vi spiser frugt med måde behøver vi ikke skamme os over vores appetit eller lade os afbryde i vores stræben. Men kom et ekstra krydderi i din mad, og det forgifter dig. Det er ikke umagen værd at leve af fornem kogekunst. De fleste ville blive skamfulde, hvis man greb dem i egenhændigt at lave sig sådan en middag, hvad enten det var af kød eller grønsager, som andre hver dag laver til dem. Og indtil dette bliver anderledes er vi ikke civiliserede, og hvis vi er herrer og damer er vi dog ikke sande mænd og kvinder. Det giver et tydeligt fingerpeg om hvad det er for en forandring der skal ske, Det er måske ørkesløst, at spørge hvorfor fantasien ikke kan forsone sig med flæsk og fedt. Jeg er tilfreds med, at den ikke kan. Er det ikke en bebrejdelse mod mennesket, at det er et kødædende dyr? Det er rigtigt at det i vid udstrækning kan leve af at jage andre dyr, men det er en ussel levevej - som den der giver sig til at sætte fælder for kaniner eller slagte lam vil opdage - og den, som lærer mennesket at holde sig til en sundere og mere uskyldig kost, vil blive betragtet som en menneskehedens velgører.
Hvordan jeg så end opfører mig selv i praksis er jeg ikke i tvivl om at det er en del af menneskeslægtens fremtidige skæbne under sin gradvise forbedring at holde med at æde dyr, lige så sikkert som de vilde stammer er holdt op med at æde hinanden efter at være kommet i kontakt med mere civiliserede folk".

Alfred Wainwright (1907-1991) blev født i Blackburn, som søn af en stenhugger, og voksede op under fattige kår. Som 13-årig forlod han skolen for at begynde at arbejde. Som 23-årig tog han på en ferie: en uges vandretur i det kendte Lake District i det nordvestlige England. Det blev bestemmende for hans senere virke. Han blev en passioneret vandrer og begyndte at udføre tegninger af de smukke landskaber. Det resulterede i en lang række bøger om vandreture på tværs af England. Han efterlod det meste af sin formue til et hjem for herreløse dyr. At han havde stærke holdninger til mennesket behandling af andre levende væsener fremgår tydeligt af nedenstående citat.

It's a beastly business, this slaughter of animals. Their greatest enemy is man, sharing the same world but refusing to acknowledge that these creatures are neighbours with equal rights to existence. It is a shocking indictment of the human race that wild animals and birds flee in fear at the approach of man who, endowed with superior intellect, abuses this gift by treating all other creatures as objects to be exploited as he wishes for his own benefit. Man is the bully, the biggest and cruellest predator of all.
There are guilty men who go out with guns and traps to shoot and capture their harmless victims and think it great fun: sport, they call it; I rejoice when I hear of a gun going off accidentally and wounding or killing a so- called sportsman. And the catalogue of crime continues to grow. New acts of cruelty to birds and animals have been devised in recent years with official approval. The gassing of badgers was carried out on Government instructions (and admitted later to have been a mistake). The clubbing of seals and the killing of other species to provide fur coats for uncaring women is reprehensible and so are those who wear them.

Factory farming, the practice of confining birds and animals in cages and pens that allow no freedom of movement, meets only feeble protests that carry no weight; I would like to see the farmers who subject living creatures to such torture for monetary gain put in cages three feet square themselves and fed through a grill until they repent their evil methods: a punishment to fit the crime. We have got it wrong when we refer to animals as beasts; the beasts in this world are human beings.

En canadisk pelsjæger, som fanger dyr i fodsakse, ses i gang med at aflive ræve. Det gør han ved at stå på dem og derved kvæle dem. Dyrets ben sidder fastlåst i saksefælden, og det er ude af stand til at flygte.

Worse still is vivisection, the cutting up and mistreatment by torture of animals in the cause of medical research, allegedly to find cures for human ailments: human ailments, mind you, not animal ailments.

Surely it stands to sense that if these experiments are necessary they should be conducted on humans; of course there would be no volunteers; people, unlike animals, can say no. But no, our medical laboratories and even our universities, the seats of learning, prefer defenceless animals as subjects for their barbarism. Anything likely to injure humanity, such as nuclear bombs, causes an outcry and demonstrations but there is little feeling for the suffering of animals deliberately caused. We fear for our own skins and ours only. Millions of animals, to whom life is equally precious, are forced to undergo cruel experiments every ear, and nobody in authority turns a hair.
The human race has nothing to be proud of in its treatment of fellow creatures unable to protect or defend themselves, nothing at all. We are guilty and stand condemned. We should hang our heads in shame. But we don't.