Eller i posen med tørfoder? Ifølge producenterne af dyrefoder lutter gode råvarer, som opfylder alle hunde og kattes ernæringsbehov. Og noget tyder på, at danske dyreejere tror på producenternes ord - i Danmark blev der i 2001 angiveligt købt for cirka 1 milliard kr. hunde- og kattefoder.
En del af produkterne produceres af amerikanske koncerner. Reglerne siger, at importeret foder skal indeholde en dansksproget varedeklaration. Men der er ingen faste regler for produktion af dyrefoder eller for foderets indhold. På pakninger under 10 kg er det f.eks. tilladt kun at skrive »Tilsat antioxidant« eller »Tilsat konserverings-middel«, uden at specificere hvilket stof der er brugt.
De færreste dyreejere véd, at dyrefoder-industrien er en forlængelse af fødevare-industrien og det industrielle landbrug.

For disse industrier er produktionen af dyrefoder en måde at tjene penge på dét, der er uanvendeligt til menneskeføde og betragtes som affald. Slagteaffald som indvolde, yvere og spiserør, selvdøde eller aflivede dyr, og korn der er uegnet til menneskeføde, anvendes i dag i produktionen af foder til kæledyr.
Set udfra en kommerciel synsvinkel, så er dyrefoder-industrien en ideel partner for de multinationale selskaber, der producerer fødevarer. Til eksempel er Nestlé, Heinz og Mars nogle af de helt store dyrefoderproducenter (se boksen). Andre producenter er Procter & Gamble, Colgate-Palmolive og Nutro. De fødevareproducerende, multinationale koncerner står hver dag med store mængder spildprodukter, som ikke umiddelbart kan anvendes til menneskeføde. Ved fremstilling af dyrefoder kan de kapitalisere disse: de tjener penge på affaldsprodukter, som de førhen måtte kassere. De hundredvis af dyrefoder-mærker, der findes på markedet, vidner om, at mange hér har set et indtjeningspotentiale.

Ingredienserne
De animalske bestanddele som indgår i foder til kæledyr*, kan være alle dele af slagtede dyr, som ikke udviser tegn på sygdomme der kan overføres til mennesker eller dyr.
Når dyr som kreaturer, grise, lam, kyllinger m.m. slagtes, bortskæres dele af dyrekroppen, som ikke må anvendes til menneskeføde. Op mod 50% af et slagtedyr anses for »uanvendelig til menneskeføde«. Det er f.eks. knogler, huder og skind, svinebørster, lunger, sener, blod, hove og horn, testikler, fødder, yvere, spiserør og indvolde, og en del af disse anvendes i foder til bl.a. kæledyr samt i andre produkter. På dyrefoderemballagen benævnes disse bi-produkter bl.a. kød- og benmel.
To professorer fra det amerikanske University of California Veterinary School of Medicine, James Morris og Quinton Rogers, udtaler, at »der er bogstavelig talt ingen oplysninger om biooptageligheden af de næringsstoffer der findes i foder til kæledyr. Ingredienserne er såkaldte biprodukter eller affaldsprodukter fra kød- og fiskeindustrien, og de kan sammensættes på et utal af måder. Men det kritiske spørgsmål er, om næringsstofferne i foderet findes i en form, der kan optages af dyret. Det er der ingen sikkerhed for, førend man får analyseret ingredienserne og får fastlagt værdier for deres biooptagelighed«.
At det ikke er friske råvarer man hælder ud i dyrets foderskål er jo let at se. Råvarerne er blevet forarbejdet og behandlet ved forskellige processer. Én af dem benævnes »rendering« på engelsk - en afsmeltningsproces, hvor hele dyrekroppe opvarmes, så man udskiller olie fra fedt og spæk. Gammeldags tilberedning af hønsekødsuppe, hvor der dannes et tykt lag fedt øverst, er et eksempel på en slags mini-afsmeltningsproces. De fedtopløselige stoffer udskilles fra vandopløselige og faste stoffer. Ved denne proces fordamper det meste vand, og bakterier slås ihjel. Men processen enten ødelægger eller forøger også nogle af de naturlige enzymer, som findes i råvarerne.

Er dyrefoder baseret på kødaffald sund kost for dyrene? Det hersker der uenighed om. Nogle dyrlæger hævder, at dyr der fodres med affald fra det industrielle landbrug, har en forøget risiko for at få kræft og andre degenerative sygdomme. F.eks. bliver de hormoner, som man i USA giver landbrugsdyrene for at de skal vokse hurtigere, blive federe på kortere tid eller forøge mælkeproduktionen, ikke nødvendigvis ødelagt ved de forskellige forarbejdningsmetoder såsom opvarmning, kogning og presning (til kugler).
Har det interesse for Danmark, hvor det ikke er tilladt at anvende hormoner til husdyr? Ja, for en del af det foder danskerne køber er af ikke-dansk oprindelse.
* ifølge forslag til EU-Parlamentet af 12/12/2001 - KOM (2001) 748

Dyrefedt
Når man åbner en pose tørfoder til dyr, stiger der en stærk, sødlig-vammel lugt op. Det er som hovedregel lugten af afsmeltet dyrefedt - bl.a. animalsk affaldsfedt fra restauranter. Affaldsfedt fra restauranter samles ofte i plastictønder, hvor det alt efter nationale regler kan blive opbevaret i op til flere uger under varierende temperaturer, inden det afhentes.
De firmaer der lever af at forarbejde blandt andet sådanne former for fedt, tilsætter antioxidanter for at hindre yderligere harskning og sælger det færdige fedt til producenter af dyrefoder. Fedtet sprøjtes bl.a. direkte på foderkuglerne for at give de som regel ildelugtende kugler, en mere salgbar lugt. Fedtet kan også fungere som bindemiddel for andre stoffer, der skal forbedre produktets lugt.

Hvede, peanutskaller, majs, soya og andre vegetabilske proteiner
Mængden af kornprodukter i foder til kæledyr er steget i de seneste 10 år. Hvor foderindustrien førhen anså korn for fyldstof, har det i dag erstattet en stor del af kødet. Den mængde næringsstof dyrene får ud af kornprodukterne afhænger som sagt i høj grad af, hvor let optagelige de er. Mængden og typen af kulhydrater i dyrefoder er bestemmende for, hvor værdifulde næringsstoffer dyret reelt får. Hunde og katte kan optage de fleste af de kulhydrater, der findes i f.eks. hvide ris. Derimod kan de være ude af stand til at optage op til 20% af andre former for kornsorter. Dyrenes mulighed for at optage næringsstoffer fra hvede, bønner og peanutskaller er ringe, og næringsstofferne i kartofler og kornprodukter er langt sværere at optage end dem i ris. Ingredienser som f.eks. peanutskaller anvendes alene som fyld eller fiberstoffer og har ikke nogen næringsværdi af betydning.
På dåsen eller posen med dyrefoder står de anvendte ingredienser anført efter mængde.
Da katte er kødædere - de må spise kød for at få opfyldt visse fysiologiske behov - kan man undre sig over, at man fodrer dem med kornbaserede produkter. Svaret på det er, at korn er en meget billigere »energiressource« end kød. Men der skal gives meget større mængder af foderet for at opfylde kattens ernæringsbehov.
Soya er en anden ret almindelig ingrediens i dyrefoder og bruges som protein- og energiressource. Producenterne anvender det også som fyld, fordi et dyr umiddelbart vil føle sig hurtigere mæt. Hos nogle hunde kan soya give problemer med luft i tarmsystemet, medens andre hunde fordøjer det uden problemer.
I vegetabilsk kæledyrsfoder anvendes soya som proteinkilde.

Tilsætningsstoffer og
konserveringsmidler
Der tilsættes generelt en del kemikalier til det industrielt fremstillede dyrefoder. Det gøres for at forbedre foderets smag, holdbarhed, udseende og karakteristika. De har ingen ernæringsmæssig værdi. Der anvendes tilsætningsstoffer for at binde vand og fedt, antioxidanter for at forhindre fedt i at blive harsk og kunstig farve og lugt for at gøre produktet mere attraktivt for dyreejerne og mere tiltalende for kæledyrene.
I de sidste 40 år er antallet af tilsætningsstoffer til dyrefoder steget markant. Det skyldes producenternes ønske om at øge foderets holdbarhed. Mad på dåse har gennemgået en proces der gør, at det ikke er nødvendigt inden påfyldning at tilføre det så mange antioxidanter som til tørfoderet. En del forhandlere af råvarer til dyrefoder tilfører nogle antioxidanter for at forhindre forrådnelse, og senere tilfører producenten af det færdige produkt andre antioxidanter. Det gør han for at sikre, at tørfoderet har den lange holdbarhed som transport og lang opbevaringstid på lagre eller hos forhandler kræver. Tilsætningsstofferne, der skal sikre den lange holdbarhed, kan være syntetiske eller »naturlige«. De syntetiske kan være butylated hydroxyanisale (BHA) og butylated hydroxytoluene (BHT), propyl gallate, propylene glycol og ethoxyquin. For disse stoffer er der ringe viden om deres virkning på længere sigt for hunde og katte, som indtager stofferne hver dag hele livet. Der er mistanke om, at BHA og BHT kan give allergilignende symptomer som høfeber, nældefeber, astma og hudlidelser.

Når man foretager foderforsøg på dyr, så plejer man at benytte de såkaldte metabolisme-bure. Det er bure, der udover generelt at være meget, meget små, er udstyret med en metalrist i bunden, så urin og fæces kan opsamles i en bakke under buret. Man foretager så forskellige målinger på dyrenes efterladenskaber, for at se hvor meget dyrene optager og udskiller, af de foderemner de har spist. Desuden tages der blodprøver. Dyrene bliver sat ind i buret, får det foder man ønsker at teste, hvorefter de skal forblive i buret til de har besørget.
Hverken hunde eller katte bryder sig om at stå på perforeret metalgulv, og specielt katte vægrer sig ved at skulle besørge et sted, hvor de ikke kan komme til at skrabe eller grave – hvilket jo er et instinkt hos katte. Vi har fået oplyst, at katte tit »holder sig« i op til 22-23 timer (og dermed sidder i metabolisme-buret ligeså længe), fordi de ikke vil besørge i det bur.
Nogle foderproducenter prøver at få det til at fremstå, som om foderforsøg er ganske harmløse. At der blot er tale om, at dyret får lov at vælge mellem madskål A eller B. Men det er ikke kun om dyret kan lide maden, der er af betydning for producenten. Det må også til en vis grad kontrolleres, at dyret ikke får for store koncentrationer af f.eks. tilsætningsstoffer eller andre emner. Derfor foretages ovennævnte forsøg.