I januar 2007 vedtog det belgiske parlament et forbud mod salg af sælpels og andre sælprodukter. Forbudet så ud til at starte en kædereaktion inden for EU. I september fulgte Holland i Belgiens fodspor, og Tyskland, Italien, Frankrig og Storbritannien har alle erklæret, at de ønsker at få stoppet handlen med sælprodukter.
Canada, som er klart den største eksportør af sælprodukter på verdensplan, er imidlertid stærkt utilfreds med Belgiens og Hollands forbud og frygter, at det vil brede sig til hele EU, som tidligere har drøftet et generelt forbud mod handel med sælprodukter fra kommerciel fangst.
Canada har bragt sagen til Verdenshandelsorganisationen (WTO) i håb om at få kendt forbudet ulovligt.

Canada gennemfører årligt brutale nedslagtninger af flere hundrede tusinde sæler, hvoraf mange bliver pelset levende eller på anden måde lider en langsom og pinefuld død. En stor del af de dræbte sæler efterlader desuden unger, som hjælpeløst må sulte og fryse ihjel.
Hvis WTO kender forbudet mod salg af sælprodukter ulovligt, er det ikke blot et hårdt slag mod sælerne. Det kan også vise sig at være et hårdt slag mod den folkelige opbakning til Verdenshandelsorganisationen. WTO har ikke mandat til at gennemtvinge handel med uetiske produkter, men alene til at modvirke økonomisk motiverede handelshindringer. Det burde være åbenlyst, at Belgiens og Hollands forbud mod salg af produkter fra den hensynsløse canadiske sælfangst er funderet i etik og ikke i økonomiske interesser. Det modsatte gør sig desværre gældende for Canadas sælfangstpolitik.
I WTO forhandler EU’s handelskommissær på alle EU-landenes vegne. Det er derfor vigtigt at vise EU-Kommissionen, at EU’s borgere bakker fuldstændig op om Hollands og Belgiens forbud mod salg af produkter fra kommerciel sælfangst. Hvis du ønsker at hjælpe EU med at holde stand i denne vigtige sag, kan du skrive til EU’s handelskommissær Peter Mandelson og udtrykke din støtte til forbudet. Forbudet gælder som nævnt kun produkter fra kommerciel sælfangst og berører således ikke oprindelige befolkningers fangst.
Du kan enten skrive med dine egne ord eller bruge følgende formulering:

Isbjørnen risikerer udryddelse
på grund af global opvarmning og jagt

Rovjagt og tab af levesteder som følge af drivhuseffekten udgør en alvorlig trussel mod den arktiske isbjørn. Den globale opvarmning smelter isen i polarområdet og indskrænker dermed de områder, hvor isbjørnen kan leve, yngle og finde føde. Isbjørnen kan blive et af de mange ofre for de omfattende klimaforandringer, som der ikke er tilstrækkelig politisk vilje eller evne til at kontrollere eller forebygge på globalt plan. Isbjørnen er dog samtidig udsat for en langt mere håndgribelig trussel fra rastløse og rige vesterlændinge, som fascineres af tanken om at dræbe en isbjørn.
Isbjørnen er et populært offer for den såkaldte trofæjagt, dvs. jagt der alene har til formål at tilfredsstille jægerens behov for at slå et særligt dyr ihjel og hjembringe et fysisk bevis på ”bedriften”. Isbjørnejægerne betaler gerne op til 160.000 kr. for at få lov til at dræbe en isbjørn under ledsagelse af lokale inuit-guider. For de lokale inuit-samfund er isbjørnejagten en rar indtægtskilde, og samfundene er derfor varme fortalere for isbjørnejagt. Trofæjagt på isbjørne er i øjeblikket kun tilladt i Canada.
Ikke overraskende er der uenighed om isbjørnebestandenes størrelse og sårbarhed. På den ene side står de, der tjener penge på jagten. På den anden side står forskere og miljø- og dyreforkæmpere.
I den canadiske provins Nunavut, hvor inuitterne har en form for selvstyre, er jagtkvoten netop blevet forhøjet med 29 % til 518 årlige drab, fordi inuit-jægerne synes at have konstateret en øget bestand. Ifølge forskere og miljøforkæmpere skyldes dette indtryk dog, at den skrumpende is fører de stressede bjørne tættere på inuitsamfundene. I maj vurderede et netværk af videnskabsmænd, at global opvarmning og rovjagt udgør en betydelig trussel mod isbjørnebestandene. Ifølge Peter Ewins fra Verdensnaturfonden ligner udviklingen i bestandene en udryddelseskurve. Den samlede bestand af isbjørne skønnes – af forskere - at være på ca. 20.000 dyr.

En og anden hval har nok kunne fornemme de chokbølger, der gik gennem anti-hvalfangstnationer og foreninger verden over i forbindelse med den internationale hvalfangstkommissions (IWC) årsmøde i juni 2006.
Danmark, der (når kameraerne kører) ynder at fremstå som et foregangsland, hvad angår miljø og dyrevelfærd, blev tungen på vægtskålen i en afstemning, der i værste fald vil føre til en ophævelse af forbuddet mod kommerciel hvalfangst.
Som det eneste land i EU stemte Danmark ’ja’ til forslaget, der endte med 33 stemmer for og 32 imod, og sikrede dermed at hvalfangsttilhængerne (med Japan i spidsen) opnåede flertal i kommissionen for første gang i et kvart århundrede.
Hele 13 anti-hvalfangstnationer udtrykte efterfølgende stor bekymring over de lidelsesvoldende fangstmetoder, som hvalerne udsættes for – et symbolsk modtræk til Japans sejr i afstemningen.
Der kræves tre fjerdedeles flertal for at kunne opnå en egentlig ophævelse af forbuddet mod kommerciel hvalfangst, men afstemningen til næste år kan blive en sand gyser, hvis alle de ”tilhængere af kommerciel hvalfangst” som Japan har rekrutteret (dvs. lovet økonomisk bistand til gengæld for deres støtte i IWC) skulle finde på at dukke op til årsmødet.
Blandt lyspunkterne under mødet var den omstændighed, at det ikke lykkedes for hvalfangsttilhængerne at opnå hemmelige afstemninger i kommissionen.
USA’s William Hogarth afløser i år danske Henrik Fisher som formand for IWC. Forhåbentlig ligger der en (om end utilsigtet) symbolværdi heri: USA er en af de stærkeste modstandere af hvalfangst.

Danmark er desværre blandt de lande, som vil sikre tilhængere af kommerciel hvalfangst et flertal på Den Internationale Hvalfangstkommissions (IWC’s) møde d. 16.-20. juni på øgruppen St. Kitts and Nevis i Caribien. Det 20 år gamle forbud mod kommerciel hvalfangst ventes dog ikke at blive ophævet på mødet, da dette ville kræve tre fjerdedeles flertal i kommissionen. Danmark tiltrækker sig negativ opmærksomhed ved som det eneste EU-land at stemme for genoptagelsen af kommerciel hvalfangst. Dette sker angiveligt af hensyn til Grønland og Færøerne, til trods for at Grønlands og Færøernes nuværende hvalfangst er undtaget fra det gældende forbud, da fangsten ikke er kommerciel.
Traditionelt har Japan, Norge og Island været de mest markante fortalere for at tillade jagt på de fantastiske havdyr. Norge driver fangst af vågehvaler på officielt kommerciel basis, mens Japan og Island årligt dræber ca. 2.000 hvaler under dække af, at hvalerne fanges til forskningsformål, hvilket er tilladt under de nuværende regler. I betragtning af fangstens omfang må den dog i praksis betragtes som kommerciel, og henvisningen til forskning må betragtes som en omgåelse af reglerne.
I det hele taget er særligt Japan kendt for at tage ufine metoder i brug i forsøget på at gennemtvinge sin vilje i IWC. I de seneste år har Japan således rekrutteret 19 ”tilhængere af kommerciel hvalfangst” til IWC. Mere korrekt vil det måske være at sige, at Japan har købt 19 stemmer til IWC, for der er typisk tale om fattige lande, som ikke selv har interesse i kommerciel hvalfangst. Hvad de derimod har interesse i, er japansk ulandsbistand, som man kan komme i betragtning til, hvis man melder sig ind i IWC og stemmer til Japans fordel.

Da tilhængerne af kommerciel hvalfangst ikke kan gøre sig forhåbninger om at ophæve forbuddet på mødet på St. Kitts and Nevis, regner iagttagere med, at de vil forsøge sig med forskellige tiltag, der kan bane vejen for en fremtidig ophævelse af forbuddet. Et af disse tiltag er indførelsen af hemmelige afstemninger, som kan gøre det muligt for fattige, særligt caribiske, medlemslande at stemme for et forbud, uden frygt for at miste popularitet hos USA, som er en af de stærkeste modstandere af kommerciel hvalfangst. En sådan lukkethed omkring beslutningsprocessen i IWC vil naturligvis svække kommissionens demokratiske legitimitet. Man må håbe, at den danske regering har tilstrækkelig respekt for demokratiske principper til at modsætte sig indførelsen af hemmelige afstemninger i IWC.

Der er flere vigtige etiske spørgsmål på spil i striden om kommerciel hvalfangst. Selve fangstmetoden er stærkt problematisk og på ingen måde forenelig med principperne i den danske dyreværnslov. Harpuneringen af hvalerne medfører store åbne sår, som dyrene ikke dør øjeblikkeligt af. Ofte går der mange minutter og til tider flere timer, før døden indtræffer. Hvalernes lange dødskamp er både ekstremt smertefuld og meget stressende. Et andet spørgsmål handler om beskyttelsen af truede dyrearter. Skønt fortalerne for kommerciel hvalfangst hævder, at de ønsker en såkaldt bæredygtig fangst, vil en genindførelse af kommerciel hvalfangst naturligvis være et tilbageskridt for beskyttelsen af hvalbestandene. Det sidste spørgsmål, som rejser sig i striden om kommerciel hvalfangst, er om vi i virkeligheden ikke bliver rigere af at lade hvalerne leve deres fascinerende liv i fred.

Den globale opvarmning kan betyde, at de grønlandske hvalros-bestande får sværere ved at overleve. Paradoksalt nok er den globale opvarmning ikke i sig selv en trussel mod hvalrosserne, som den ellers er det mod isbjørnene. Den reelle trussel repræsenteres af jægere, som i fremtiden kan få nemmere adgang til hvalrossernes levesteder.
Seniorforsker Erik W. Bom fra Grønlands Naturinstitut i Nuuk har i sin doktorafhandling kortlagt klimaets og jagtens betydning for de grønlandske hvalrosser. Han konkluderer, at hvalrosserne i fremtiden får brug for større beskyttelse mod jægere. Der findes 3 hvalros-bestande på Grønland — to på vestkysten og en på østkysten. Bestandene på vestkysten er blevet reduceret kraftigt over de sidste hundrede år og tæller i dag kun få tusinde dyr. Hvalrosserne jages af inuitter, som sælger stødtænderne og giver kødet til deres slædehunde.

Den engelske skuespiller Elisabeth Hurley udtaler i et interviw i bladet Marie Claire, august 2005, at hun ikke har nogen problemer med rævejagt med hunde.

"Hvad syntes du om jagt på ræve? (Baggrunden var Englands vedtagelse af et forbud mod rævejagt, hvor ræven ikke skydes, men flås ihjel af hunde red.).
Jeg er for rævejagt. Jeg kan ikke se pointen i at forbyde noget som intet har at gøre med grusomhed, men alting at gøre med klasseforskel."

Og hun er ikke alene: medlem af den engelske kongefamilie, Lady Helen Taylor, udtaler til magasinet Hello! 5. maj 2005:
"Pels er et andet følelsesmæssigt emne. Går du med pels?
Det gør jeg, fordi når det er rigtigt koldt, er der intet så varmt som pels. Jeg syntes det er op til den enkelte, og jeg føler ikke, at jeg skal dikteres til noget.
Det er det samme med rævejagt. Vi lever i et demokrati, og vi skal have lov til at lave visse ting, så længe det ikke skader nogle andre.
Nogle ville sige at det skader.
Nej, det er dyr, ikke mennesker. Rævebestanden skal holdes nede, og rævejagt har vist sig at være effektivt for dette.
Ser du forbuddet som et spørgsmål om klasse? (Det er især overklassen, der dyrker rævejagt. red.)
Helt sikkert. Det har intet at gøre med grusomhed mod dyr. Hvis det var, ville de forbyde burhøns og alle andre slags ting."

Den 18. februar 2005 blev det ulovligt at gå på rævejagt med hunde i England og Wales.  Det skete efter mange års diskussioner mellem det engelske parlament og overhus. Diskussionerne sluttede den 18. november 2004, hvor parlamentet, udenom Overhuset, vedtog et forslag om forbud mod rævejagt med hunde (dette omfatter også hare- og hjortejagt).

Den engelske forening Countryside Alliance, som er tilhængere af rævejagt, har to gange indbragt lovforslaget for den britiske højesteret. Begge gange har de tabt, men de planlægger at appellere sagen.
Den engelske jagtsæson starter 1. november og slutter i april. Ræveunger bliver som regel født i marts, hvilket betyder, at gravide og ammende hunræve ofte bliver jagtet og dræbt af hundene.
Forberedelserne til selve jagten begynder aftenen før, hvor en ”earthstopper” gennemsøger jagtområdet for rævehuler, kloakrør og grævlingehuler, hvor en ræv evt. kunne eventuelt gemme sig under jagten. Disse gemmesteder bliver blokeret af olietønder, træstammer, sten eller jord.
Ved selve jagten får hundene færten af en ræv, og så sætter en, for ræven, udmattende jagt ind, som kan vare i timevis. En jaget ræv vil naturligst søge tilflugt i de nærmeste rævehuler og andre huller, men disse er blokeret. Når ræven endelig er udmattet, haler hundene ind på den, kaster sig over ræven og bider og flår i den til den dør.

Skulle ræven finde et gemmested, sendes en terrier ind efter den, enten for at drive ræven ud, eller for at holde den i skak indtil den kan blive gravet ud – for så at blive skudt eller givet som ”præmie” til hundene.
Selvom det ikke er tilladt at jage med hunde mere, er det desværre stadig lovligt at bruge en terrierhund til at jage ræven ud af dens hule, for at jægerne så kan skyde den.

Sommerens trend
i aviserne er at slå dyr ihjel - sådan bare for sjov.

Berlingske Tidende og flere andre aviser har bragt den ene artikel efter den anden, som bifalder lystfiskeri. Forslag til rejser, hvor familien kan hygge sig sammen på fisketur, rosende ord om bøger om snorkling med det formål at fange flotte fisk for sjov og omtaler af kurser i at fange fisk og slå dem ihjel – som ren afslapning og underholdning. Det er blot et udpluk af de emner, der blev skrevet om .

På forsiden af ’Berlingske Rejseliv’ er afbildet en stolt og smilende kvindelig journalist med en død ørred i hånden, og i artiklen sammenlignes fiskeri med meditation! For fisken er der åbenlyst ingen sammenhæng mellem meditation og de pinsler, den gennemgår, før den dør af kvælning efter at være kommet op af vandet – eller ’bare’ får en stor sten i hovedet. Denne og andre aviser taler også i rosende vendinger om andre såkaldte friluftsaktiviteter som jagt, fugleskydning, harpunering af levende fisk og fiskeri og de betegnes samlet som ’friluftslivets glæder’. Man må undres over, at nogle mennesker finder morskab ved at slå ihjel.